Trådløs tango

Artikeltype: Klumme

Tema: Sport og Fritid

Én oplader kommer sjældent alene. Overalt ligger de som små, sorte slanger i dvale. Ud og ind mellem hinanden. Indviklede og dog et udtryk for effektivitet og mobilitet. Lige ved hånden – jojo – men aldrig dén af slagsen, man skal bruge.
 
Oplader til ditten og datten
Øj, hvor tager det tid. Denne hverdagens evindelige trådløse tango ind og ud af alle rum for at fange lige præcis tråden med den korrekte tykkelse pind i enden.
Opladeren til kameraet, opladeren til batterierne til kameraet. Til boremaskinen, til vejrstationen, ringeklokken, græsslåmaskinen – bilen! ”Nogen set opladeren til bilen? Skal faktisk køre tidligt i morgen” – ”Næ, men jeg skal i seng (og lade op(!)) – nogen set opladeren til min tandbørste?”
Musen er trådløs! – men holderen? – lur mig, om den ikke er en oplader. Tråd til dit og dat og batterierne til min oplader er i opladeren.
 
Oplader til oplader
Snubletråde til højre og venstre og dinglende ned fra alle huller i husets kontakter. Til printer, computer og kabel fra mobil til fjernsyn, fra fjernsyn til digital kamera og tilbage igen. ”Hey, nogen der har set opladeren til min opladers oplader?”
”Undskyld, skat. Kunne ikke ringe, fik ikke din besked - løb tør for strøm, kunne ikke finde opladeren…sorry”.
Eller måske allerværst, når en enkelt oplader laver ”lakridssnøren” - lige i det øjeblik man - vanvittig af sliksyge - søger huset sønder og sammen i jagten på sukker. For så at hakke tænderne i et hanstik.
 
Trådløs med tråd
Drømmer mig tilbage til en knap så trådfuld tilværelse. Nagelfast nostalgi a’la:
Her er vores fjernsyn. Fjernsynet. Med en ledning – fast og ført på væggen med kabelclips.
Her er vores telefon. Telefonen. Med en ledning – fast og ført på væggen med kabelclips.
Største udfordring var håndmixeren, der som sit eget lille varsel om tiden, der skulle komme, lå hulter til bulter på nethylden i hjørnekarrusellen. Men ellers. Aj, hvor havde vi god tid.
Da verden var – jamen trådløs.