Tjenestepiger i Libanon

Artikeltype: Nyhed

Tema: Politik og Samfund

For et par år siden i Byblos tog en etiopisk tjenestepige familiens 6-årige søvnige søn i sine arme. Forældrene var ikke hjemme, de var til fest. Pigen smed den 6-årige over balkonen, og bagefter sprang hun selv over.
Begge døde, desværre. Jeg husker meget godt, hvordan folk talte om episoden, da jeg har en søn på samme alder.
Selvfølgeligt fik forældrene skylden, og igennem et par måneder nægtede den etiopiske ambassade at sende piger til Libanon. Men ellers skete der intet.
Etiopien er et af verdens fattigste lande, hvor mangel på uddannelse gør, at Etiopien bliver nødt til at sende piger ud af landet, så de kan tjene penge til deres familier.
 
Tvunget til at rejse
Oftest er det ikke pigerne selv, der har lyst til at forlade deres hjemland, men deres familier, der tvinger dem. Sådan er det for vores hushjælp, som vi iøvrigt ikke betegner som tjenestepige; et frygteligt navn, synes jeg, og ikke helt politisk korrekt i det 21. århundrede.
Vores pige kommer fra Madagascar til stor glæde for vores to drenge, der elsker Madagascar-filmene (der er tre stks.). Efter hun et par gange uden held havde forsøgt at få sin 3.G. eksamen, kunne hun ikke få arbejde i sit hjemland og tilbragte flere år hos sine forældre uden at lave noget. Det blev åbenbart for meget for hendes mor, og i en alder af 27 år blev hun sendt til Libanon, hvor flere fra hendes familiemedlemmer allerede arbejder hos familier med success.

10 selvmord på 7 uger
Gennem de seneste syv uger er der rapporteret om 10 selvmord blandt de unge piger i Libanon, og det er disse tragiske begivenheder, der har vakt bl.a. Human Rights Watch’s opmærksomhed.
En rapport fra organisationen i 2008 viste, at der hver uge dør en hushjælp i Mellemøsten – problemet begrænser sig nemlig ikke kun til Libanon.
Pigerne kommer fra et fattigt land; Etiopien, Madagascar, Filippinerne, Sri Lanka, Nepal, Cameroun... Det er første gang, de rejser og tilmed langt fra deres land, oftest fordi de i den grad har brug for pengene, at de er parat til at efterlade deres børn, mand eller kæreste. De har aldrigt før set hverken en vaskemaskine eller et strygejern, og for mange er en så enkel fødevare som æblet en eksotisk frugt.

Kold modtagelse
Jeg har set pigerne i lufthavnen, når jeg kommer retur til Beirut. Som min hushjælp selv siger, så står de - gerne 60 piger - og venter på at få et visum i flere timer, uden mad og drikke, med et undertal af tynde madrasser, så de må ligge flere på en madras.
Det er deres første møde med deres nye land!
Når pigen endeligt ankommer til sin nye familie, forlanger familien ofte, at de kan alt og ved alt. Og det er jo fuldkommen utopi.

Flere familieskift
Det er ikke sjældent at en pige skifter familie flere gange, enten føler hun sig dårligt behandlet, eller hun er blevet lovet én ting i sit land, som ikke er det samme, som hun bliver givet i Libanon. Eller er der er anden grund.
For at tage min pige som eksempel, så har hun været hos to familier, inden hun kom til os - alt sammen på bare tre måneder. Hun sagde til bureauet, der havde bragt hende til Libanon, at hun ikke var tilfreds med den første familie, der ikke ville give hende nok at spise. Familie nummer to var ikke søde ved hende. Hun kom så til os, da vores daværende pige fra Etiopien efter en måned hos os ville til USA, for hun havde hørt at livet på den anden side af det Atlantiske Ocean var bedre.

Til dags dato er den pige stadig i Libanon, og har skiftet familie fem gange. Hver gang bliver kontrakten nulstillet, så i stedet for at blive tre år i Libanon, skal hun nu være her i fem år. Det var hendes fætter, der havde lovet hende, at det var pærenemt at komme over og leve The American Dream!

Stjal penge
Tilbage til min pige. Da hun kom til os, gik der lige en måned, og så fandt vi ud af, at hun havde stjålet 450$ fra min mand, samt brugt hans telefon til Madagascar for 150$, en dag han havde glemt den hjemme, og vi var ved svømmepølen. Jeg havde allerede opdaget, at hun en aften havde brugt 60$ på min telefon for at ringe til hendes tante i Sydlibanon.
Min mand tog hende med til bureauet, og der kom det frem, at den oprigtige grund til hendes flytning fra de sidste to familier ikke var dårlig behandling, men fordi hun havde stjålet penge og andre småting, som hun gemte i foret på hendes håndtaske.
Vi fandt også en notesbog med sætninger på engelsk (hun taler kun fransk), som hun fortalte, at filippinske piger havde skrevet ned for hende, og var sætninger som “min mor er døende, jeg har brug for flere penge for at betale hospitalet”, ”der har været en storm i Madagascar, vores hus er skyllet væk, og jeg har brug for at sende penge til at hjælpe min familie”. Alt sammen for at prøve at få flere penge og derefter tage afsted.
 
Den filippinske pige
Som den pige vi først havde fra Filippinerne; hun blev hos os et år og, hvor vi bor, er der mange filippinere - alle mere eller mindre godt behandlet. Det er skik blandt flere af de libanesiske familier i vores center, at sende deres børn til svømmepølen med hushjælpen. Så sidder pigen med badehåndklæde og forfriskninger til børnene og venter i flere timer, mens børnene morer sig.
Det er det sidste, jeg kunne finde på, og vi har altid behandlet vores hushjælp som en del af familien. Hun er jo et menneske som os, der desværre er nødt til at rejse langt for at sende penge hjem.

Vores pige blev desværre fristet; der var nemlig en filippinsk pige, Julie, der overtalte fire-fem andre piger, deriblandt vores, til at tage til nordlibanon og arbejde, da hun kendte en, der ville give dem arbejde, og derved kunne de tjene meget mere. Vores pige var i Libanon for at tjene penge til at købe endnu en rismark med hendes mand, der ikke havde arbejde.
En dag kørte min mand hende til frisør. Hun kom aldrigt tilbage, men blev fundet i Nordlibanon med de andre piger og Julie, hvor de arbejdede som prostituerede. Hun ville tilbage til os, men politiet bestemte selvfølgeligt anderledes og sendte hende hjem. Og det er for vores vedkommende svært at stole på en pige, der allerede er taget af sted en gang.
 
No mercy fra familien
Vi beholdte vores pige fra Madagascar, der bønfaldte os om at give hende en ny chance, da hendes familie ville slå hende ihjel, hvis de fandt ud af, hvad hun havde lavet. Det er nu over et år siden, og hun er stadigt hos os - i god form. Desværre respekterer hendes familie hjemme i Madagascar hende ikke meget. Hun sender regelmæssigt penge til dem, så hendes lillebror kan gå på universitet. De ringer ikke engang til hende på hendes fødselsdag; og sidst hun sendte penge var det to dage inden hendes egen fødslesdag!
Da hendes storesøster døde for to måneder siden på grund af komplikationer under fødsel, ringede de til hende. Vi spurgte, om hun ville hjem et par uger. Hendes familie nægtede, at hun tog hjem, og sagde, at de mere end før havde brug for de penge, hun sender hjem, da der nu var tre moderløse børn at føde. I min logik kunne enkemanden jo tage sig af dem. Jeg har talt med hende om hele episoden, men vi kan ikke gå for meget i dybden, så hun ikke får en depression.

Til gengæld taler vi ofte om, hvordan andre piger bliver behandlet, og det er ikke et humørfyldt emne. Jeg tager nogle gange min pige med til børnefødselsdage, for at hun kan tale med andre fra Madagascar, og det er skræmmende, de historier hun vender hjem med.
En pige så meget tynd ud, og jeg spugte min pige om hende; Familien, kvinden, ville ikke give hende mere end en skål ris at spise om dagen, for at hun ikke blev doven! Og den tynde pige arbejdede fra kl.fem morgen til 23 aften.

Marias slave

I vores center bor en libanesisk/armensk sangerinde, Maria, blot 22 år. En af de sangerinder, der synger mere med brysterne end med stemmen. Maria kommer som regel til svømmepølen hver fredag, dog ikke alene. Hendes hushjælp, som jeg mere vil betegne som slave, er med. Hun bærer Maria’s Louis Vuitton taske og håndklæde og sidder bag hendes liggestol i de timer Maria soler sig!
Jeg synes, det er en blanding af dumhed og arrogance at behandle andre folk dårligt, desværre er det alt for nemt at behandle andre sådan, når det er en person med lavere social status.
Det vil ikke være en stor overraskelse, hvis denne pige en dag tager sit eget liv, som de 10 ulykkelige piger har gjort i de seneste syv uger, fordi de ikke så en ende på nedværdig behandling og ingen støtte fra deres familie.

Tæsk og manglende søvn
Jeg havde en fransk veninde, der ansatte en filippinsk pige. Hun lod aldrigt sin pige komme udenfor, og hun startede arbejdet før solen stod op og fortsatte til midnat, da de ofte havde gæster. Hun slog hendes hushjælp, fordi hun en aften var faldet i søvn, mens hun var babysitter, og hendes to piger vågnede grædende op.
En anden libanesisk kvinde havde sin hushjælp til at vågne op kl. to hver nat for at tage sig af familiens tvillinger.
Men jeg kender også de mødre, der behandler deres hushjælp som en del af familien, som vi gør, men hvor pigen er blevet sendt hjem, fordi hun slog børnene.
En spansk bekendt fortalte mig, at hendes hushjælp slog børnene, fordi hun ikke kendte bedre. Sådan var hun selv blevet opdraget af sine forældre. Hun fik en advarsel, men det begyndte igen. Kvinden kom hjem med børnene en dag, og fandt hendes pige på køkkengulvet, forblødt, fordi hun havde prøvet at begå selvmord. Det var både første og sidste gang, den familie havde en hushjælp.

Heldigvis ikke alle 200.000 piger

Omkring 200.000 piger arbejder som hushjælp i Libanon, men heldigvis er det ikke alle, der bliver dårligt behandlet, selv om der nok skal være journalister, der hævder det modsatte.
Jeg spurgte rundt i den danske mødregruppe i Libanon forleden, og selv om to af mødrene har oplevet, at deres pige slog børnene, så var der en, hvis mor har haft den samme pige i omkring 20 år.

Min svigersøster havde sin pige fra Sri Lanka i 13 år, indtil pigen for to år siden tog hjem igen. Med de optjente penge havde hun købt en grund i bjergene, bygget et hus og sendt sin søn i skole. Det håber min pige på; at tjene nok penge til at købe sit eget sted i Madagascar, så hun ikke skal hjem til den skæbne, familien har bestemt for hende; at lave mad og gøre rent for sin lillebror, mens han klarer sin uddannelse. Hun kan i øvrigt ikke lave mad. Det gør jeg.