Som en spændt flitsbue

Artikeltype: Klumme

Tema: Rejser og Natur

Så var det at vi jo missede flyet til San Juan fra Washington Dulles i går med ganske få minutter og derfor fik en herlig overnatning på Holiday Inn ved lufthavnen, som (hvis alt går galt) holder en festlig nytårsaften ‘Las Vegas style’ og havde juletræer med elge springende ud af det.

 
 
Ikke plads - tilbage igen
Syv timer fik vi der, inden vi stod op kl. fem og tog tilbage til yndlingslufthavnen. For der var et morgenfly 8.15, som vi optimistisk ville forsøge at komme med. Og vi var så tæt på, som man kunne komme; vi blev sendt af sted og fik løbet halvvejs ned igennem gangen til flyet, før vi blev kaldt tilbage. Lad os bare sige, at det ikke var just venlige blikke, vi sendte de forsinkede passagerer, som virkelig ikke havde fortjent at komme med til fordel for os.
 
Vulkan-aske - tilbage igen
Men så skete der noget; så var der faktisk en voksen, der kom og tog over. Sue var forstående, kompetent og effektiv – på drevent amerikansk. Søde Sue fik os øverst på venteliste kl. 9.45 til Skt. Thomas og derfra til Puerto Rico.
Flyet afgår til tiden ,og vi får både serveret sodavand og mad. Men så stopper festen også, og flyet vender om pga vulkan-aske i luften – som man i øvrigt ikke ved, hvor kom fra. Vi nåede at flyve i halvanden time, og tre timer senere er vi igen i Washington Dulles.
Det begynder at tyde på, at vi ikke skal væk fra denne lufthavn, eller i hvert fald ikke skal til Caribien herfra. Men kort efter landing meddeler de, at vi skal blive siddende, og at vi flyver lige straks. Kl. 13 meddeler de, at forventet afgang er 13.30, og kl. 13.20 meddeler de, at flyet er aflyst, og at piloterne ikke tør flyve før i morgen. Alle får en overnatning og bliver overført til morgendagens fly.
 
Slået 'hjem' igen uden kuffert!
Alle skal gå til serviceskranken for at få hotel, og endnu engang står vi i samme kø i samme lufthavn. De basale behov som rent tøj og bare at blive genforenet med sin kuffert kan ikke holdes nede længere, og det var tre desperate piger, der nåede frem til skranken.
 
Tør tro ved touch down
Da det gik op for damen bag skranken, at vores kufferter stod i San Juan, blev hun pludselig effektiv – og pludselig stod vi med tre boardingcards og udsigt til at komme af sted kl. 17.45.
Det er om en time. Vi tror ikke helt på det, før vi står derovre – man kan jo ikke være sikker på at komme derover, bare fordi flyet er lettet. Det skal også lande.
Hvis ikke vi lander i San Juan, er der nok en garanti for, at der bliver lavet en scene, måske grædt lidt og generelt opførsel som en spændt flitsbue.