Skøn dame i Bilka

Artikeltype: Klumme

Tema: Sport og Fritid

”Det var så den sidste”, sagde den stoute kvinde bag mig i køen i Bilka. Julegave, mente hun. Det var end ikke blevet den 1. december - og selv stod jeg med noget så stemningsmættet som to flasker shampoo, en ledning til noget og tre for tyve vatrondeller i den lille størrelse.

 
I min sfære
”Jeg køber altid alle gaverne i oktober og november”, fortsatte hun – igen venligt henvendt til mig foran. Og i et tonefald iklædt så stor social forstand, at det hverken forstyrrede eller fostrede dårlig samvittighed hos mig. Hvilket heller aldrig var hendes mening.
Men der var noget i hendes henvendelse, der pirrede mig. Hun trådte ind over min sfære, kunne jeg udmærket føle. Hun var med det samme tæt på, men ikke voldsomt. Ikke som frisøren, der med hænderne skrubbende mod min hovedbund spørger: ”Nåååe, har du så fri i dag?”
 
Stregkode-karma
Kvinden her var deltagende, god og givende. Hun ville mig noget. Hvordan kunne hun ellers få en åbenbart helt traditionel og meget dansk smalltalk i kassekøen til at føles vedkommende. Nærmest væsentlig. Men det var sådan, det var.
Jeg lagde mine dagligvarer til rette på båndet. Med stregkoden opad lige pludselig, det plejer jeg ellers aldrig at få gjort. Det var noget noget med den kvindes karma.
Jeg drejede mig mod hende i håbet om at få mere. Kiggede det ukendte lige i de rare øjne.Undrende, afventende. Manøvren lykkedes.
”Og i går pyntede jeg op. Så nu er det også til en side”.
 
Styr på hyggen
Jeg forestillede mig hendes hjem. Ikke som hos kartoffelavler Sands. Nejnej. Men rent og ryddeligt, som min mor ville have sagt. Og julepynt med faste pladser fra år til år – og hvor gensynet med de rare sager i kassen fra loftet er den halve juleglæde før tiden.
Jeg så for mig gaverne – sirligt ordnede med til og med fra. Gaverne, hvor der kun lige manglede én. Den sidste. Dén hun holdt omsorgsfuldt i favnen her bag mig i Bilka.
 
En kende frækt
Nu var det mig, kunne jeg mærke. Det var min tur. Vi var en konversation, og indtil nu havde jeg ikke leveret.
”Hvad i alverden laver du så i hele december?” Spurgte jeg – sådan lige lovlig kækt, kunne jeg høre. Ikke ubehageligt, men måske en bette kende frækt.
Det tog hun selvfølgelig ikke ind. Min professionelle kommunikateur. Hun tvivlede ikke et sekund:

”Der hygger jeg mig”.