Schanzen - grib den, hvis du er der


Af Verdensjournalist Helle Høst - 18 oktober 2009

Artikeltype: Klumme

Tema: Mad og Drikke

Danmark har Nørrebro, Hamburg har Schanzenvierteil. Et hyggeligt kvarter med alt, hvad hjertet begærer og lidt til.

Da jeg fortalte folk hjemme i Danmark, at jeg havde besluttet at flytte til Hamburg, var det næsten sikkert, at jeg ville blive stillet et af de to følgende spørgsmål: Hvad fanden vil du i Tyskland og Hvorfor ikke Berlin?
Som så mange andre mindre søskende lider Hamburg under at være Berlins lillebror. Byen er overset, når det kommer til valg af storbyer til miniferien eller udflugtsmål generelt, og det er en skam, for Hamburg har meget at byde på. Mindst lige så meget som Berlin, og så er atmosfæren i byen helt anderledes end, hvis man besøger storebror.
 
Hamburgs Nørrebro
Efter et par måneder i Hamburg er jeg blevet bekræftet i det indtryk, jeg har fået under tidligere besøg her: her er fantastisk, og Schanzenkvarteret er og bliver mit absolutte yndlingskvarter.
Hvis jeg skal sammenligne det med noget i Danmark, så minder stedet vel mest om Nørrebro i København.
Menneskene er et godt miks af forretningsfolk, punkere, musikere, kunstnere, børnefamilier, ældre ægtepar og unge studerende. Jakkesæt blander sig med piercinger, læderjakker og sorte hættetrøjer med hvide dødningehoveder på, det er kendetegnet for den lokale fodboldklub FC St. Pauli, som har en særlig plads i hjertet hos mange venstreorienterede.
 
Brasede kartofler
Om dagen byder kvarteret på butikker med alt fra tøj for enhver smag til butikker med religiøst tingeltangel og grønthandlere, der har alt, hvad middagsbordet kan begære. Duftende krydderier og udenlandske specialiteter.
Cafeerne ligger side om side her. Og det at sidde og følge livet på gaden over en kop kaffe eller en fadøl er utroligt hyggeligt.
De små beværtninger og spisesteder er gode til at stille bænke, borde og stole ud på fortovet og vupti - sådan skaber man masser af hygge og liv i gaderne. Her sidder fremmede mennesker i hinandens selskab og nyder deres brunch.
Netop brunch er en af de ting, det absolut kan anbefales at indtage i Schanzen. Den er billig, den er god, og det er et must at spise en gang brasede kartofler med spejlæg, en ret som tyskerne er eminente til at lave. Nogle gange tilsætter de lidt karry eller måske bacon og løg. Det er så simpelt, men helt fantastisk.
 
Hamburgs 'Ungeren'
Her i Schanzen findes blandt andet den kendte gade Schulterblatt, som markerer den gamle grænse mellem Hamburg og Danmark.
Det er også her, Hamburgs Ungdomshus ligger, kendt som Rote eller Alte Flora. Med sin graffitifyldte facade, der sender politiske budskaber ud mod Schulterblatt, er det et hus, der har levet en lige så stormomsust tilværelse som det, Danmark havde på Jagtvej 69.
Det er også her politi og unge autonome støder sammen et par gange om året i gadekamp. Rote Flora får dog lov til at stå endnu og bliver brugt til forskellige events som blandt andet koncerter. Folk er velkomne, så længe de kommer med et åbent sind.
 
Trendy barer og brune værtshuse
Når aftenen falder på, forsvinder livet ikke fra Schanzen - snarere tværtimod.
Caféerne bytter menukort ud med drinkskort, og bag bardisken bliver der nu tilberedt søde, syrlige og farvestrålende cocktails i stedet for milkshakes og caffe latte.
I Schanzen finder du både moderne barer, hyggelige små steder og de mere 'brune' værtshuse, hvor der må ryges, råbes og, hvor øl og shots er det eneste, der bliver langet over disken. Til nød kan de måske mikse dig en vodka og juice, men det er så også det.
Til gengæld er der masser af charme og venlige mennesker.
Så hvis du skulle finde vej til Hamburg på et tidspunkt, er Schanzenvierteil bestemt værd at besøge.

Hvor lyder det bare hyggeligt, det savner jeg virkelig her i det spanske, hvor man tager på bar i stedet. Elsker cafe-stemning og brunch på fortorvet.

Maria Stagholt Rose

Anede slet ikke, at Hamburg var et sted, man gad tage hen, men det lyder da bare rigtig fedt. Næsten som en stor Roskilde Festival...
Hvordan er stemningen omkring Rote, når nu der er de der sammenstød? Får I en gentagelse af Jagtvej 69, tror du?

Kathrine Hesner

Kommentarvisning

Vælg din foretrukne kommentarvisning og klik på "Gem indstillinger" for at aktivere dit valg.

Indsend kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
  • Allowed HTML tags: <a> <em> <strong> <cite> <code> <ul> <ol> <li> <dl> <dt> <dd> <b>
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

Mere information om formateringsmuligheder

Image CAPTCHA
Enter the characters shown in the image.
Verdensjournalist

Verdensdel
Europa

Land:
Tyskland

Randi Krog Belseth
Randi Krog Belseth
Karoline H. Larsen
Administrator
Pernille Thorup Christensen