Så er der splid på dagsordenen

Artikeltype: Klumme

Tema: Politik og Samfund

Det står nok ikke så meget værre til i Danmark end i mange andre lande. De finansielle sektorer og spekulanter har påført verdensøkonomien blødende tab. Tal på over tolv tusinde milliarder dollars er nævnt. Og det er vel at mærke penge, som staten og derved borgerne i den sidste ende skal betale.

Sportsånd og forståelse
Arbejdsløsheden er steget voldsomt, og det giver både økonomiske og psykiske problemer hos de mange nyledige og deres familier. For ikke at glemme de mange lønmodtagere – og chefer - der frivilligt er gået ned i løn i et forsøg på at redde deres arbejdspladser. Sidstnævnte er flot gået og god sportsånd.

Det er forståeligt nok – mange vil måske sige på tide – at Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal har dannet par i spidsen for et regeringsalternativ. De siger tingene rent ud og er med et firspring kommet langt ind i befolkningens troværdighed til et regeringsalternativ. VK-regeringen har jo længe danset med Dansk Folkeparti, omend parforholdet ikke har været så åbenlyst, som det nye på den røde banehalvdel.

Splid og atter splid
Nu er kampen så fløjtet i gang mellem de røde og de blå danskere, som der er sådan cirka lige mange af på hvert hold. Tacklingerne – især de beskidte – er i gang, og had-ordene svirrer både i luften og i kommentatorernes reportager. Jubel, når det går ens hold godt og skadefro tilfredsstillelse, når modstanderne dukkes.

Der er næsten ikke grænser for bemærkningerne om de fatale konsekvenser, det vil have, hvis de andre vinder. Både i avisernes ledere og læsernes kommentarer hertil. Og snart vil spliden brede sig gennem diskussioner i både vennekredsen og på arbejdspladserne.

Desværre har kampen ikke nogen dommer, der kan uddele gule eller røde kort eller fløjte den helt af, hvis den bliver for vild. En fodboldkamp uden en dommer går sjældent godt.

Skab samspil
Det må da være klart for enhver, at det ville være langt mere begavet, hvis man holdt op med de splidsskabende polariseringer, og i stedet fik befolkningen til at spille sammen. Skabe forståelse for at værdierne skal fordeles retfærdigt. Stå sammen om at tage tørnen efter de finansielle markeders kollaps og stå sammen om at bidrage til næste års underskud på 85 milliarder kroner – eller mere, som det måske bliver.

Tag alle frontspillerne fra både det røde og blå hold og sæt dem sammen på eet hold, der herefter spiller mod bakkerne fra begge hold. Eller endnu bedre: Danne et hold, der i fællesskab kæmper for et bedre og lige samfund. I det politiske sprog kaldes det at danne en regering hen over midten.

Den grimme ælling kan måske
Nu ligner det radikale parti mest af alt en plukket høne, og efter S-SF forlovelsen har partileder, Margrethe Vestager, da også allerede været på banen med kritik og harske bemærkninger. Troen på - og tilliden til både partiet og partilederen er vist ikke særlig stor i dag.

I stedet for at kræve indflydelse hos det røde hold, skulle Det Radikale Venstre vågne op nu og se partiets helt unikke position: At være det eneste parti, der kan og vil arbejde for en regering hen over midten. Et parti, der ikke kritiserer de andre, men alene taler om, hvorfor samspilstankerne er de eneste rigtige.
Det vil kræve Margrethe Vestagers tilbagetræden – selvom hun er et meget sympatisk menneske. I mellemtiden kunne Niels Helveg Petersen måske være arkitekt på projektet. Han har den venlighed og baggrund, der skal til, for at skabe tillid til og tro på intentionerne.

Men gør nu ikke den samme fejl som tidligere med på forhånd at udnævne Det Radikale Venstre til indehaver af statsministerposten. En holdkoordinator behøver nødvendigvis ikke være centerforward.