Så er der Burka på drengen

Artikeltype: Klumme

Tema: Politik og Samfund

Inden den danske regering vedtog deltagelsen i krigen i Irak, skrev en af mine venner til daværende Statsminister Anders Fogh Rasmussen. Han foreslog, at Statsministeren ophævede partidisciplinen og lod alle medlemmer i regeringen stemme efter hjerte og egen overbevisning i forbindelse med oplysningerne om blandt andet de kemiske våbenlagere.
Hvis regeringspartierne og venstres medlemmer dengang havde haft demokratiske forhold og ytringsfrihed, er det ikke helt fjernt at forestille sig muligheden for, at Danmark ikke havde deltaget i den daværende USA præsident´s Irak-projekt.
 
Omsider ytringsfrihed i Regeringen
Mediernes fokus på Burka-sagen er rettet mod det udsædvanlige forhold, at der er fremsat vidt forskellige meninger fra både regerings- og partimedlemmer. Det sker måske, fordi hele Danmarks befolkning, og alle medier, gennem otte år er blevet vænnet til, at der under Anders Fogh Rasmussens statsministerperiode ikke blev levnet meget rum til individuelle ytringsfriheder blandt regerings- og partimedlemmerne.

Set udefra er den interne debat mere end positiv og skal der tildeles en fjer i Burka sagen, bør det være i Statsminister Lars Løkke Rasmussens hat. Han har gjort det eneste rigtige. Konstateret og respekteret meningsforskellene og derefter nedsat et udvalg om sagen - uden selv at komme med skarpe kommentarer i pressen. Løkke har ligefrem vist demokratiske lederevner.

Jerngrebet er væk
Anderledes forholder det sig i partiformand Pia Kjærsgaards ringhjørne. Hun kalder Statsministerens handling for en farce og går så vidt til at stille spørgsmål om regeringens duelighed. ”Fogh havde selvfølgelig en årrække bag sig, og vi sidder med en ny statsminister, men det må selvfølgelig give stof til eftertanke, om den slags ting skal foregå i fremtiden på den her måde”, udtaler Kjærsgaard.

Det er selvfølgelig svært at forstå demokrati, hvis man ikke selv er vant til at tænke demokratisk. Ligesom det kan være svært at acceptere ytringsfrihed i kredse, hvor man ikke selv accepterer det.
 
Set udefra - et dejligt håb
Håbet i denne sag kan være, at Danmarks nye Statsminister en dag prøver at danne en regering, der bygger bredt på menneskelige ressourcer, meninger og demokrati, og som ikke bare skal rette ind til højre efter 3 partilederes overordnede diktater.

Det kunne give begyndende håb om ny stolthed hos danskere, der befinder sig blandt andre nationaliteter i udlandet. Selvom det nok vil tage generationer, hvis nogensinde, at Danmark får samme image, som før Muhammed-sagen.