Prag - monumenternes by

Printer-friendly version

Artikeltype: Reportage

Tema: Rejser og Natur

Den tjekkiske hovedstad Prag er en fornøjelse for alle, som ønsker at se velholdte bygninger og bygningsværker fra flere århundreder

Den tjekkiske hovedstad Prag er værd at besøge, for den har velholdte monumenter og bygningsværker fra flere århundreder

Jeg havde i fjor den store fornøjelse at besøge Prag for første - og langt fra sidste - gang.  Overnatning på et femstjernet hotel, flyrejse direkte fra Málaga til Prag og udsigten til en anderledes ferieoplevelse var den bedste undskyldning til at pille fire dage ud af kalenderen og betale de 400 €, det kostede at tage afsted.
Min spanske kone Rocio var lige så opsat på at besøge Tjekkiet. Hun havde ligesom mig selv læst og hørt noget om den tjekkiske republik, men det er ikke det samme som at have været der, og set det med egne øjne. Eller mærke stemningen for den sags skyld.
Den største fordel ved opholdet var tilstedeværelsen af en spansktalende guide. Hun tog imod gruppen på 24 rejsende ved ankomsten til hotellet ved siden af Moldav floden og forklarede på næsten flydende spansk, hvad hun ville tilbyde os de kommende fire dage. 
En guide er guld værd i en by som Prag. Den har nemlig skilte på et sprog, som selv de dygtigste  har svært ved at tyde. Det tjekkiske alfabet er fyldt med bogstaver, der er kryptiske for udenlandske turister. Man står ofte foran en historisk bygning uden at vide, hvorfor den er så betydningsfuld.
Det forhindrede vores guide, da hun dagen efter vores ankomst tog hele holdet med på vandretur til den historiske del af Prag. Hun standsede foran de vigtigste monumenter, gav en kort beskrivelse af bygningens historie og besvarede de spørgsmål, der dukkede op undervejs.
Jeg følte mig pludselig ikke som en dansk-spansk turist på afveje, men begyndte langsomt a forstå, hvorfor Prag er blevet beskyttet af Unesco og har en fascinerede historie.
 
Broerne
Et af de flotteste syn i Prag er uden tvivl broerne, som forbinder det gamle kvarter med den nyere del af byen. Den mest kendte  og mest trafikerede er Carlos den IV broen, der har 16 forskellige statuer. Man får større held i livet, hvis man rører et bestemt sted på disse statuer, og turisterne behøver ingen guide til at forklare, hvor det er. Slitagen viser det med al tydelighed, hvis man vil gøre det samme som alle de andre.
Broen er som en ekstra overraskelse mødested for byens gademusikere, der spiller jazz, folkemusik eller blues. De tjener en ekstra skilling ved det og gør det endda, selv om vinden blæser koldt eller det regner. Endnu et plus i min karakterbog til Prag.
Pladsen foran rådhuset er også et obligatorisk sted at gå hen, hvis man vil påstå, at man har været i Prag. Pladsen summer af liv,og man kan bl.a. se det astronomiske ur, der angiver tiden.
Jeg lagde samme sted mærke til en anden kuriøs detalje ved Prag. Der er ganske få kvinder på gaderne i forhold til mænd. Jeg nåede aldrig at få en forklaring på denne skæve kønsfordeling i gadebilledet, men det vil jeg sørge for, når jeg besøger Prag næste gang.
 
Sporvognstur
Det er heller ingen dum idé at tage en tur med en af byens sporvogne. De lamer ikke så meget, som jeg ellers havde frygtet, og viste sig at være en behangelig måde at komme rundt i byen.
En anden kuriøs side ved Prag er byens forretningsliv. Den gamle bydel er spækket med gavebutikker, som sælger smykker, glasvarer og souvenirs. Rocio og jeg besøgte flere forretninger på udkig efter et røverkøb, men det opgav vi hurtigt. Priserne i Prag er desværre steget kraftigt de senere år, og det får mange turister til at kigge på varerne i udstillingsvinduet uden at gå ind i forretningerne.
Den gastromiske side af Prag er desværre ikke værd at skrive om. Udvalget er ganske begrænset, og de flester restauranter har lært af de smarte lavprisselskaber, som lægger gebyrer på alt. Restauranterne tager nemlig gebyr for bestik, glas og servietter, hvilket ikke fremgår af priserne på de menukort, der hænger ved indgangen.
Det kulturelle liv i Prag lever i bedste velgående. Der er klassiske koncerter, pantomime-teater og masser af spillested (jazz, blues, moderne musik). Det bedste ved disse steder er priserne. De fleste steder tager ingen entré, men dækker udgifterne gennem salg af drikkevarer.
Klimaet i Prag bør ikke være et afskrækkende element. Temperaturen er nogenlunde som i Danmark, men det vil naturligvis altid være rarest at besøge Prag om foråret eller sommeren.
Selv om jeg kun har har været i Prag en enkelt gang og ikke nåede at se det hele, kan jeg herfra anbefale at besøge den monumentale by. Den er fyldt med positive overraskelser og byder turister velkomne med åbne arme hele året rundt.

About Jesper Sander Pedersen

Verdensdel
Europa

Land:
Spanien