Manden sidder oppe i kranen. Basta.

Artikeltype: Klumme

Tema: Kultur og Underholdning

Viborg bygger rådhus. Lige udenfor mit vindue. En fascinerende kran svinger armen rundt første gang klokken lidt over syv om morgenen. Føreren hedder Arne, og han har kun én kran i sit liv, der gør, hvad han befaler.

Med skoldhed kaffe i koppen sidder jeg lunt ved mit vindue og sender mine bedste tanker af sted til kranføreren, der allerede før jeg hoppede ind under bruseren tog den lange (og farlige) vej op i kranen.
 
Op, op, op...
Sikken et spændende arbejde, synes jeg. Og også lidt underligt. Tænk, at sidde dér – højt, højt hævet over alle mennesker og have fuldmagt til byens pt. herligste stykke legetøj.
Jeg forestiller mig, hvordan han hver eneste morgen tager turen. Op, op. Hvordan han med den ene fod sikkert plantet i gitteret og den anden på kanten under døren drejer nøglen og får sig skubbet over på plads i styrehuset. Det er ikke helt uden risiko - for han har også madkasse og termokaffe med sig under armen.
 
Tis "godt" af
Jeg forestiller mig, hvordan han skal forberede sig inden. Han kommer jo ikke ned før i eftermiddag engang. Håber virkelig, han når at tisse af for eksempel. Tisse godt af, som min mor ville have sagt.
”I dag styrer man altså en kran fra jorden. Der sidder ikke nogen deroppe”, siger min mand og med ét er jeg rykket ned fra mine ellers helt private og meget høje tanker.
Hold din mund, fejer jeg ham af. Vissevasse. Og det ved den da bedst, som kan se ham.
 
Kun én kran
Jeg kan se Arne for mig. For det hedder han. Arne er 45 år og kranfører. Han får sig bikset på plads derinde, deroppe. Før han drejer sædet i stilling placerer han lige madkassen på fremspringet bag sædet. Det er en fin madkasse i metal – den er rød og nevøerne har klistret et par biler på låget. Arne har ikke selv børn. Han er heller ikke gift, tror jeg. Der er kun én kran i hans liv. Til gengæld lyder hun hans mindste anvisninger og lander med præcision, de tunge ordrer, han jonglerer rundt med.
Arne har en transistorradio. Den kan ikke spille særligt højt og godt for det. Arne skal følge med på jorden. Tænk, hvis han lod sig rive med af et herligt swingnummer - med en betonvæg dinglende på krogen. Kunne blive pænt træls for en kollega nede på kaserneområdet.
 
Han er der altså!
Han skænker sig af termokaffen, kyler to stykker sukker i koppen – stiller den fra sig i vindueskarmen. Jo, sådan én er der skam. En vindueskarm. Og så går han på arbejde. Eller sætter sig i stilling og tager ørebøffer på. ”Jorden kalder Arne, er du der?” – ”Jep, jeg er klar”, siger Arne, nipper til kaffen og tilføjer med tommelfingrene i lårene: ”Skal vi så se at få bygget på det rådhus”.
Min mand ryster på hovedet hjemme i køkkenet. ”Der sidder altså ikke nogen i det førerhus”
Magien er truet et kort sekund, men så er det bare spørgsmålet om at kigge rigtig godt efter. Rigtig godt. Dér er Arne - og nu spiser han frokost. Otte halve rugbrødder og to skiver franskbrød med ost. Med fødderne på rattet (sådan ét er der nemlig også) – og til byens bedste udsigt… Og se, nu vinker han også til mig!
 
Basta.