Livet som vedhæng

Anne-Mette Levins billede
Printer-friendly version

Live fra Bremen.
Der er tusind ting at tænke på når familien flytter ud, men man bør bruge tid på at forberede sig på, hvad det vil sige at være medfølgende vedhæng. Mange skuffelser, frustrationer og uopfyldte forventninger fra min første gang som vedhæng, har forberedt mig godt og har rustet mig til nu, for anden gang, at være vedhæng. 
Da min mand i vinteren 2003 fik tilbudt job i Geneve, Schweiz, var vi ikke i tvivl om, at det måtte prøves. Jeg var halvvejs i min barsel og havde det fint med at skulle være hjemmegående et halvt år mere. Hvad jeg ikke vidste var at hele samfundet i Schweiz er indrettet efter at mor klarer børnene og ofte opgiver sin egen karriere.
Børnene går godt nok i skole fra 8-16, men de kommer også hjem til frokost fra 11.30 - 13.30. En vuggestueplads skal man være skrevet op til i flere år, og kan kun opnås, hvis man er i arbejde.
Vores nordiske indstilling og ligestilling falder noget til jorden. Det er ikke normalt, at manden henter børn sidst på eftermiddagen. Der forventes det, at han sidder længe på jobbet. Frokostpausen er til gengæld lang ( ca. 1 time) Arbejdskulturen er bare helt anderledes end i Danmark. Vi havde f.eks. en oplevelse, hvor jeg bad min mand om, at tage børnene til lægecheck, så han også fik hilst på vores læge. Da han informerede sin arbejdsgiver om, at han ville komme lidt senere på grund af, at han skulle tage børnene til lægen, var svaret fra hans chef: “har du ikke en kone der kan klare det?” Indstillingen er helt klar, mor klarer børn og hus. Så godt nok er Schweiz et land i Europa, men det kan være en verden til forskel, selvom det kun er 1400 km fra Danmark.
I løbet af 2007, opgav jeg at få et job og vi besluttede at flytte tilbage til Danmark. Hvilket lykkedes i 2008. Jeg syntes min barsel var slut for længst og var ikke færdig med arbejdsmarkedet. Jeg følte også, at jeg havde mere at byde på end at passe hus og hjem.
Glæden var stor, da jeg bare med et telefoninterview landede i Kastrup og havde job. Glæden var dog kort, idet det firma som min mand havde fået arbejde i, blev erklæret konkurs 3 måneder efter han var startet. Efter lang tids søgen efter nyt job i Danmark uden held, blev han nødt til at kigge udover landegrænsen. Endelig kom jobbet i Bremen og vi blev enige om, at jeg blev i vores hus med pigerne, så de ikke igen, efter så kort tid, skulle flytte.
I 6 måneder boede vi hver for sig. I en juleferie havde vi tid til at mærke efter, hvordan det gik. Svaret var klart, det var ikke en holdbar situation, så der tog vi beslutningen om at flytte mig og pigerne til Bremen, så vi igen kunne være sammen om dagligdagen.
Det har betydet for mig, at jeg igen har forladt et job. Men denne gang har jeg meldt mig som repræsentant for Danes Worldwide, og er i gang med at starte et netværk af danskere op. Derudover arbejder jeg et par gange om ugen på børnenes skole, mødes med andre mødre i samme situation fra skolen, og søger for at holde mig aktiv og lave andre ting end holde hus og børn. På et eller andet tidspunkt skal det nok lykkes mig at få job, det er jeg sikker på!
 
 
Gode råd FØR du flytter:

Tag kontakt til danske myndigheder, i området, netværk, klubber eller ambassader, Den danske Kirke eller Danes.dk. Sidstnævnte har representanter i de fleste lande som du kan kontakte. Spørg om arbejdsmarkedet, kultur, netværk, skatteforhold, alt hvad du kan få af information vil være til gavn. Jo færre overraskelser jo bedre!
God råd NÅR du er flyttet:
Inviter din nye nabo til kaffe. De ved som regel alt om nærområdet, læger, indkøb, skole. Plus de kan hjælpe med at kontakte myndigheder på lokalsprog, hvis sproget er et problem.
Meld dig til et eller andet, yoga, sport, sprogkursus, hundetræning, madlavning, et eller andet, som kan få dig ud af huset og møde nogle mennesker.
Opgrader dit CV og meld dig til fjernundervisning i Danmark. Efterhånden kan man uddanne sig til meget via fjernundervisning eller tage enkelte kurser. Du kan også blive Danes Worldwide repræsentant i dit område.
Lav frivilligt arbejde f.eks på børnenes skole.

About Anne-Mette Levin

Anne-Mette Levins billede

Verdensdel
Europa

Land:
Storbritanien