Israel – hævnens onde cirkel, del 2

Artikeltype: Debat

Tema: Politik og Samfund

Da jeg besøgte Israel i 1998 var der militær og våben overalt. Men der var en tone blandt de unge, jeg talte med, der udtrykte et eller andet positivt. Håb? Jeg ved det ikke, men der var et eller andet udefinerbart til stede, som fik mig i godt humør.
Det var ændret i 2002.

 
Freden i Israel var meget skrøbelig i 90'erne - palæstinenserne havde stadig ikke fået en selvstændig stat. Det tegnede ellers lovende i 1999, da Ehud Barak blev statsminister og trak de israelske styrker tilbage fra Sydlibanon i 2000. Så indledte han Camp David-forhandlingerne med Yasser Arafat og Bill Clinton. Barak fremlagde en plan for en palæstinensisk stat, men Arafat afslog. Blandt andet Jerusalem er en evig stopklods, da byen er hellig og essentiel for både israelere og palæstinensere, og begge grupper holder på retten til at kalde byen for 'sin' hovedstad.

 
Mere vold
Forhandlingerne brød fuldstændig sammen, og palæstinenserne igangsatte den anden intifada - en langt mere voldelig og uforsonlig opstand end den første, skulle det vise sig. Palæstinenserne udfører massedemonstrationer og storstrejker, men har nu også udvidet repertoiret med voldsomme selvmordsbombeangreb og angreb med Qassam-rakettet mod de israelske bosættelser.
Israel, der har et af de mest kamptrænede militærer i verden, svarer igen med at isolere Gaza og Vestbredden ved at kontrollere eller helt lukke grænserne. De bygger en mur fra nord til syd, der nogle steder afskærer muren de lokale fra at komme til deres marker, og de udfører massearrestationer og snigmord. Nogle steder har israelske soldater jævnet hele boligområder med jorden med bulldozere, mens der stadig var civile i husene.
Konflikten kræver usykdige ofre på begge sider, men palæstinenserne er dog dem, der lider langt det største tab i menneskeliv og massiv destruktion af infrastrukturen.

 
Hævnens onde cirkel
Det er 'øje for øje', der regerer fra begges sider, og det er derfor - i sagens natur – vanskeligt at se nogen fredelig løsning på konflikten. Den ene part smider en bombe, den anden gengælder, så gengælder den første og så... Det er vist definitionen af det, man kalder en ond cirkel.
De mennesker, jeg talte med i 2002, havde alle oplevet tab i familien eller vennekredsen som en direkte konsekvens af konflikten. Det har alle jo efterhånden. Og der var ikke nogen forsonende tone eller så meget som en gnist af håb. 'De skal bare smadres. Allesammen', lød meldingen fra en ung israeler.

 
Følelsen af had
Og jeg kan godt forstå dem. Begge parter. Jeg tror, alle er i stand til at føle den slags had, hvis en af vores nære bliver flået fra os på en uværdig, uretfærdig og utidig måde. Jeg ved ikke, om jeg ville være i stand til at slå ihjel, men jeg ville helt sikkert nære følelsen. Og effekten af gruppementalitet skal heller ikke undervurderes: det er os mod dem.

 
Der er to grupper. De føler sig begge uretfærdigt behandlet (for nu at sige det mildt), de kræver begge hævn, og de vil begge have dét, de mener at have krav på. Problemet er bare, at man ikke kan dele noget med nogen, uden at den anden får noget. Og når dét, man VIL have, er det samme som den anden, vil have... – tjah.

 
Kom nu!
Jeg håber, håber, håber helt dybt inde i mit hjerte, at der på et tidspunkt findes en eller anden form for løsning. Men jeg tvivler på, at parterne kan finde den selv. Du be'r jo heller ikke en knude på snørebåndet om at finde ud af det selv. Selvom du giver snørebåndet en tænkepause, så er mit gæt, at knuden stadig er der, når du kommer tilbage.
Det er lang tid siden, jeg besøgte landet. Jeg skulle have været der i 2003, men turen blev aflyst på grund af urolighederne. Jeg har derfor ikke nogen opdateret øjenvidneberetning, men jeg skyder nok ikke helt forbi, hvis jeg påstår, at situationen ikke er forbedret på nogen som helt måde.
Det internationale samfund bliver nødt til at sige stop. Forhåbentlig hjælper det lidt med en ny præsident i USA, der ikke har våbenudvikling og våbensalg til Israel som nummer 1 på sin dagsorden.

 
Men noget må gøres – nu!

 
Jeg vil så gerne tilbage til det land, jeg forelskede mig i dengang, og jeg vil så gerne vise det frem til andre. Men ikke som det ser ud i dag.