Israel – hævnens onde cirkel, del 1

Artikeltype: Debat

Tema: Politik og Samfund

Selvmordsbombe dræber 12 israelere. Israel fortsætter offensiven på Vestbredden. Nyheder fra Israel er sjældent noget at smile af. Første gang, jeg var i landet, var i 1998. Dengang var der nogenlunde ro – i hvert fald i på den israelske side, hvor jeg befandt mig.

Alle israelere (undtagen israelske arabere og religionsstuderende!) skal i militæret som 18-årige, pigerne dog 'kun' i to år mod drengenes tre. Herefter er mændene genindkaldt flere gange årligt indtil 40-års alderen. Det giver Israel 168.000 aktive tropper og 408.000 reserver af trække på ud af en samlet mængde israelere på 5,4 mio!

 
Det er da nok lige en sjat, skulle jeg mene!

 
Våben overalt
Som dansker skal man lige vænne sig til, at nærmest uanset, hvorhen man kigger, så går folk med våben i Israel. I landevejscafeteriet sidder unge piger og drenge – nogle af dem yngre end mig selv - i militærtøj med et glas saftevand og spiser kogte grøntsager og panerede kyletter. Og på stoleryggen hænger et maskingevær!
Når de starter som soldater, er der en ceremoni, hvor de skal sværge at forsvare landet og den slags. På et tidspunkt er der helt stille i et halvt minut. Herefter knyttes næven, og man råber 'Never again!' med direkte henvisning jødeforfølgelsen i 2. verdenskrig. Aldrig mere skal nogen forfølge, nedgøre, mindregøre eller slå os ihjel igen!
 
Uendelig uenighed
Israelere og palæstinensere har været i konflikt siden bibelsk tid, og det kan være vanskeligt at øjne en udvej. I 1947 godkendte FN at man opdelte Palæstinamandatet (en gammel sag fra efter første verdenskrig) i to stater: en arabisk og en jødisk. Palæstinenserne afslog idéen, men Israel syntes om den og erklærede sin uafhængighed i 1948. Det førte til en uafhængighedskrig, der følgelig endte med, at den jødiske stat blev endnu større end på FN's tegnebord. Siden har der været utilfredshed og frustrationer blandt den palæstinensiske befolkningsdel.

 
I 1967 besatte Israel dele af Østjerusalem, Vestbredden og Gaza, og disse internationalt fordømte bosættelser udbygges stadig – noget, der ikke ligefrem har hjulpet på fredsprocessen. Palæstinenserne svarer igen med massedemonstrationer, selvmordsangreb og raketangreb.
 
Terror eller befrielseskamp
I nyere tid skelner man konflikten i to intifadaer (arabisk udtryk for oprør eller modstand). Mange palæstinensere ser intifadaerne for at være en krig for national befrielse fra udenlandsk (israelsk) besættelse, hvorimod mange israelere definerer dem for at være terrorkampagner.
Den første intifada startede i 1987 i Jabalaya flygtningelejr, Gaza. Det begyndte med, at indbyggerne smed sten og molotovcocktails mod israelske patruljer, og urolighederne bredte sig til resten af Gaza, Vestbredden og Østjerusalem med stenkast, grafitti, barrikader, boykot af israelske varer. Israel svarede igen med tåregas og våben. I kan måske nok huske billederne, der gik verden rundt af børn og unge, der kastede med sten efter israelske soldater. Stærke billeder af store følelser.
Den første intifada begyndte først at falde til ro i 1991, og blev endeligt afsluttet i 1993 med Osloaftalen, hvor PLO anerkendte Israels' eksistensberettigelse, og det palæstinensiske selvstyre blev oprettet i Gaza og på Vestbredden. PLO er betegnelsen for Den Palæstinensiske Befrielsesfront, der kæmper for en selvstændig palæstinensisk stat og er internationalt anerkendt.
Med Osloaftalen var der fred. Nogenlunde.

 
Fornemmelse af fred?
Da jeg besøgte Israel i 1998 var der altså stadig meget militær og mange våben over stoleryggene i cafeterierne.
Men der var en tone blandt de unge, jeg talte med, der udtrykte et eller andet positivt. Håb? Jeg ved det ikke, men der var et eller andet udefinerbart til stede, som fik mig i godt humør.

 
Sidst gang, jeg besøgte landet, var i 2002.
Og da var der sket noget drastisk.
 
- fortsættes...