Et nyt år - en ny start på jobfronten for jobsøgende “vedhæng” i Bremen!
Nu må der ske noget! Vi flyttede til Bremen i april, og jeg har ikke fået gjort meget ved min ambition om at finde et arbejde uden for husets 4 vægge. I går var første møde for den nye erhvervs-/netværksgruppe, som jeg har startet.
Gennem mit frivillige arbejde som repræsentant for Danes Worldwide, har jeg fået en stor kontaktflade til danskere og derigennem fundet frem til de “vedhæng”, som er i samme situation som jeg: flyttet ud på grund af vores mænds arbejde.
I min dagligdag er det svært at finde motivation og få taget sig sammen til at søge job. Hvor skal man starte? Som en gruppe, kan vi støtte og hjælpe hinanden med at få lavet CV på tysk, læse korrektur på ansøgninger og give gode råd. Vores personlige netværk bliver mange gange større, når vi er en gruppe.
Med tiden, hvis vi får behov, inviterer vi eksterne rådgivere som for eksempel en coach eller en HR-konsulent, men i første omgang skal vi have tysk CV og få oversat anbefalinger, så vi er klar til at søge job på det tyske arbejdsmarked.
Mit mål og håb med erhvervsgruppen er, at vi alle i 2011 kommer i gang med et arbejde udenfor hjemmet. Min egen erfaring som vedhæng i Frankrig og Schweiz har vist mig, at jeg har brug for at komme ud blandt andre mennesker, hvor jeg også kan bruge min erfaring og min hjerne til noget fornuftigt.
Jeg håber, at mit indlæg vil inspirere andre til lave lignende grupper rundt om i verden.....!
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
-




















