En stor mand fra et lille land i et stort land med små mennesker.

Artikeltype: Klumme

Tema: Dansk i Verden og Integration

Og typisk er reaktionerne basalt set de samme. Vi stopper op og lader os forundre, forarge, imponere og underholde, når vi støder på ting, der i væsentlig grad adskiller sig fra det danske, som vi upåagtet går videre, uden at ænse hvad vi ubevidst opfatter som værende “normalt”.  Tog vi til månen, ville vi formentlig stoppe ved hver en sten og nysgerrigt undersøge alle sider af den.  De første 100 meter om ikke andet.
 

Trafik uden regler
Som dansker i Vietnam, er der rigeligt at stoppe op ved og iagtage. Og ikke få, der stopper op og iagtager dig.  En ting man næppe kan undgå at betragte, er trafikken, som primært består af scootere (som de selv kalder for motorcykler). I Ho Chi Minh City alene siges der at være mere en 3 millioner af dem indregistreret. Vel at mærke til en befolkning på ca. 7 millioner. De bevæger sig i alle retninger, overalt i byen, og følgende trafikregler, der med danske øjne mest minder om det totale anarki.  Regler ligner det ihvertfald ikke!
 
Spøgelsesbilister er hverdagskost
Jeg talte for nogen tid siden med en lokal forretningsforbindelse, som sammenlignede hvordan de klarede hverdagen og livet i den benhårde tid før reformpolitikkens indførsel i 1986, med, hvordan de i dag kaperer trafikken. Man finder en vej… Der er da nok formaliserede traffikregler, men i praksis handler det om at se, hvad der sker foran dig, og så ellers bare derud ad. Bagud koncentrerer man sig ikke om, og ingen synes at tage videre notits, når en cyklist pludselig krydser en stærkt befærdet vej, eller når der i den gale side kommer en scooter op ad afkørslen til motorvejen. Begrebet spøgelsesbillist er ikke nået herned endnu!
 
Familieudflugt på scooter
Biler er der naturligvis også en hel del af, men med en gennemsnitsindkomst i landet på mindre end 100 usd/md, så er en bil til priser tæt på de danske en uopnåelig luksus for de fleste. Gudskelov, fristes man til at sige, for man har svært ved at forestille sig, hvor de skulle være henne.  Men scooteren løser tilsyneladende opgaven uden større problemer, og så kan der jo altså være flere på vejen ad gangen. For ikke at tale om hvor mange der kan være på den. Sådan en knallert kan nemlig sagtens befragte en familie på 4 eller flere, og fungerer også fint til transport af alt fra levende dyr til større møbler mv.  Selv igennem en halv meters oversvømmelse klarer den ufortrødent mosten.
 
Dansk mådehold
Man føler også en vis trang til at stoppe op og spørge ind, når man på gaden møder hvad man vel kan kalde de uheldige skæbner. Om det er krigsofre eller gadebørn, så stiller spørgsmålene sig på række, og nysgerrigheden nærmest kribler i en for at høre om, hvordan og hvorfor de er endt, hvor de er. Sprogbarriere og dansk mådehold afholder en fra at gøre det, men spørgsmålene tager man med sig hjem.
 
Vietnamesisk "mådehold"
Helt det samme mådehold har Vietnameserne ikke. Ihvertfald ikke i den sammenhæng. Med mine 188 cm. og selv efter europæisk standard en ikke lille næse, stikker jeg mærkbart ud fra mængden. Og det stopper man da gerne op og glor lidt på. Særligt når man bevæger sig en tand væk fra de mest turistbesøgte områder.  Og helt galt går det, når vi (min kone og jeg) er ude med vores 2 blonde børn. Næsten hvidt hår og blå øjne er noget, der for alvor skaber opmærksomhed, og mange holder sig da heller ikke tilbage fra at røre, løfte og tage billeder. Ofte til stor irritation for ungerne.
 
Klik-snak og gedetekstikler
Gadebilledet generelt afviger fuldstændigt fra det, vi kender hjemmefra. Ikke bare trafikken, men også arkitekturen, butikkerne, gadesælgerne osv. Vietnameserne er omtrent 2 hoveder lavere end os, og taler et komplet uforståeligt sprog, som ikke rigtig minder om noget, man har hørt før. Uden sammenligning iøvrigt, er det for udeforstående lidt som at høre Xi og vennerne i Jamie Uys 80’er kultkomedie "The Gods Must Be Crazy" (den med cola flasken, der falder ned fra himlen), når talte sammen ved hjælp af kliklyden, der opstår når tungen presses hårdt mod ganen og slippes under tryk. Det giver ingen mening…
Gadekøkkenerne sælger alt fra obskurt udseende pølser, supper med ligeså obskurt udseende fyld, til tarme (fyldte?) og insekter. Et måltid, jeg for nyligt indtog i en meeeget lokal restaurant med en ven, der har været her meeeget længe, bestod således af udmagret kylling (som forestrækkes af de lokale) og ægnudler, ledsaget af en banansnaps lagret på gedetekstikler. Det smagte nu fint nok – og slet ikke af ged!
 
Datter til salg
Overalt er der mennesker, mennesker, mennesker. Mange, som ser ud til bare at være der uden videre formål, og mindst lige så mange vil gerne sælge dig noget. Hvad som helst faktisk. Alt fra kleenex og tyggegummi, til kopitøj, sovenirs af enhver art, kæledyr, snacks, marihuana og ikke sjældent også naboens datter.  Endnu er der ikke nogen, der har ville sælge os deres egen mor, men han er nok også derude et sted.
 
Normalt som en pølsevogn
Alt dette og meget mere forundrer og betager en, så man den første tid hernede er totalt udmattet af de mange nye indtryk, hvilket iøvrigt tærer mærkbart på energien. Og nå ja - så lige det faktum, at der samtidigt er 30-35 grader varmt tilsat solide fugtighedsprocenter, er nok heller ligefrem med til at booste energiniveauet.
Det interessante ved det hele er dog, at alt dette bliver ligeså ganske normalt som en pølsevogn og en gammel dame, der fodrer ænder med gammelt brød ved Sortedamsdoseringen. Det virker pludseligt som det mest naturlige i verden, at man vælger scooteren, når et garderobeskab skal flyttes. Og man er pludselig også selv begyndt at bevæge sig i trafikken som en halvblind indisk ko, der uden tanke for de øvrige trafikanter, eller eget ve og vel, nærmest vælter ud på vejen, når den skal krydses - hvilket absolut ikke kan anbefales at tage med sig hjem! Sproget forekommer pludseligt bekendt, og et par af lydende giver endda en slags mening.
En tur til månen bliver åbenbart også hverdag, hvis ellers bare den varer længe nok.