En god start på dagen

Artikeltype: Klumme

Tema: Sundhed

Efter min sidste fortælling om bus-chaufføren med politisk dagsorden har vejret ændret sig til forår med de dertilhørende 26 grader og høj luftfugtighed. Derfor valgte jeg i et kort sådan lidt sports-inspireret øjeblik at spadsere på arbejde.
 
Spiderman og splat-mus
Jeg forlader min lejlighed hånd i hånd med Craig kl 7:56, og så går det ellers på kryds og tværs over gaden for at undgå diverse edderkopper og klamme spindelvæv. Jeg har fundet ud af, hvornår jeg skal krydse gaden og hvor mange skridt, jeg skal gå til højre, før jeg tager et hurtigt hop til venstre, dukker hovedet og hopper over kantstenen for at undgå øjenkontakt eller anden fysisk kontakt med Spiderman, og tror du så ikke, der er flyttet en ny edderkop ind i et træ i løbet af natten, som ellers var helle-stedet i går? Der blev der godt nok dømt dobbelt hyl for først så jeg edderkoppen – argh, så skyndte jeg mig at se ned i jorden for ikke at gøre mig selv mere bange, og så lå der en død mus lige foran mig – argh… dobbelt argh! Normalt er jeg ikke bange for mus, for de er jo så små og Søren Banjomus er da rimelig sej, men når de bliver kørt over, fylder de faktisk ret meget, ca 15 kvadratcentimeter - sådan i øjemål.
 
Skammens håndtegn
Nå, men vores gåtur tager os ned ad Yeo Street, som udtales Yo, og den har vi nu udnævnt til at være Sydneys hip-hop-gade, og man skal gå som gangster for at passere start og modtage 400 kr. Min gangster-gang minder mest om Monthy Pyton’s gakkede gangarter parret med Freddy Krueger, hvor jeg ligesom slæber et dødt ben efter mig og halter lidt. Det er ikke helt cool endnu, og jeg skammer mig lidt over den langsomme udvikling, eftersom Craig er ved at finpudse sin gangart, der både inkluderer håndtegn og et rap med diverse australier-slang.
 
Husbond blev hunde-mad
Så kommer vi til hjørnet med den store, stygge hund med øjne så store som Rundetårn. Den hopper op af hegnet, savler et vandfald og gør, så man ryster helt i bukserne. Her laver jeg så finten med at råbe: Hold kæft din dumme køter, samtidig med at jeg laver et forlæns karatespark og skubber Craig ind i mellem mig og hunden, for at beskytte mig selv lidt mere. For hvis jeg var en hund, ville jeg nok hellere spise 90 kg oksemørbrad end 50 kg benløse fugle. Og apropos fugle så er vi nu kommet frem til den stejle bakke, der sjovt nok hedder Walker Street, og her er der så mange fugle, som sidder i træerne og på el-ledningerne og beskyder os med fuglelorte. I dag var jeg lige ved at blive ramt, og det var en frygtelig oplevelse at komme så tæt på at blive dømt hjem og skulle starte forfra.
 
I sikkerhed
Som I nok kan forstå er det en action packed gåtur, og jeg er helt ødelagt, når jeg en time senere ankommer på mit kontor og sætter mig ned. Nyder udsigten fra mit skrivebord, der vender ud over Circular Quay med Operahuset lige overfor, færgerne forneden og Sydney Harbour Bridge til venstre, mens jeg glæder mig over, at jeg ikke blev ramt af fuglelorten, jeg ikke blev ædt af hunden, det ikke var mig der blev mast flad som en pandekage af en uansvarlig billist og at heller ikke i dag fik edderkopperne mig viklet ind i deres spind.
 
"Frygtløs" Løvehjerte
Heldigvis står hjemturen på bus-rejse, eftersom mørket falder over byen, før vi kan stemple ud fra kontoret, og der er overhovedet ingen chance for, at jeg skal gå hjem i mørke hårdt trampende og klappe mine hænder til de er følelsesløse og larme så meget som muligt for at holde alle de klamme dyr på afstand. Når man kommer fra et land, hvor de farligste dyr er dræberbier og dræbersnegle, så er det noget af en udfordring at gå rundt her, hvor edderkopper kan bide dig så slemt, at sygehuset helst ikke skal ligge meget mere end 15 minutter væk, og hvor en vandmand med blå tråde kan brænde dig så slemt, at eddike er den eneste kur.
Det er hårdt arbejde at bo i et land med de top 10 mest dødelige dyr i verden, og det er bestemt ikke for sarte sjæle.
Men os som de kalder ‘Løvehjerter’, vi tager udfordringen op!