Din tur til at være målmand

Artikeltype: Klumme

Tema: Dansk i Verden og Integration

Noget af det bedste ved at bo i Boston er at spille fodbold. For hver hverdagsaften og hver weekendmorgen er der nemlig mulighed for at spille pick-up soccer, hvor man bare møder op, hvis man har lyst.

Holdene deles op på stedet, og man prøver som regel at fordele sol og vand lige. For så vidt er det såmænd det jeg kender fra min barndoms legeplads i Sorgenfri.
Nationale kendetegn og fodboldstil
Og det er da også underholdende at granske de forskellige nationale forskelle i spillet. Nu skal de følgende linjer altså ikke forstås alt for firkantet – det drejer sig om lidt sjov med stereotyper. Så selv om der selvfølgelig er masser af individuelle undtagelser, så kan man sagtens erkende visse nationale stilarter.

Som man kunne forvente, lægger brasilianere meget vægt på æstetiske bevægelser, og udtrykket sambafodbold passer såmænd glimrende på indvandrerfodfolket her i Bostonområdet. Italienerne har en ganske elegant stil, der involverer finter uden større armbevægelser. Det drejer sig om at lede modstanderen på vildspor, ikke om at begejstre tilskuerne. Centralamerikanerne ynder en midtbanegeneral, der gerne må modtage bolden, dreje flere gange om sig selv og derpå spille en lang og præcis aflevering. Briterne er muskuløse og sætter særlig pris på glidende tacklinger. Amerikanerne lader ikke altid til at forstå forskellen mellem amerikansk fodbold og resten af verdens. Jeg har tit været offer for et regulært body check, hvor modspilleren altså bare render ind i mig uden at ænse bolden. Skandinaveres styrke forekommer at ligge i samarbejdet og koordineringen. Vi kan godt spille kombinationer med bolden, selvom argentinerne eller portugiserne er endnu bedre, men vi er bedst til at hjælpe hinanden defensivt. Der er orden i rækkerne og vi er mentalt forberedte på at træde ind, hvis det brænder på. Det indebærer bl.a. en glimrende sans for rumdækning og en foregribning af farer.

Mål og kunstværker
Allermest elsker jeg at spille mod afrikanere. Min gode ven, Stéphane fra Elfenbenskysten, har meget bedre boldteknik end jeg. Han kan utrolige ting med en bold, og han elsker at tage chancer. I en typisk kamp kan han og hans kammesjukker fuldstændig tage fusen på os nordeuropæere tre gange, men til gengæld kan de i løbet af kampen være kommet så langt op på banen, at vi kan snuppe bolden og score fire gange på simple kontraangreb. Efter en sådan kamp er alle glade, for vi tæller mål og har vundet 4-3, men de tæller kunstværker og har vundet 3-0.

Danskhed
Men det er nok, når der er gnidninger på banen, at jeg føler mig mest dansk. Og der er et punkt, hvor jeg igen og igen kan tabe fatningen og få moralske kvababbelser. Jeg er opvokset med, at man tager tur til den kedelige tjans som målmand. Men ecuadorianske midtbanegeneraler, f.eks., har slet ingen forståelse for, at det nogensinde skulle være deres tur. Det nytter ikke en gang at fortælle dem, hvad mine børnehavefrøkener i Virum Børnehave ville have sagt om den slags opførsel. Den slags kan få min verden til helt at gå op i limningen, for hvor fører det dog hen? Kan de da slet ikke forstå, at Danmark er et rigt land og El Salvador fattigt, fordi vi kan stole på, at vi bare tager fat, mens de må slås alle mod alle? At et samfund netop skal være noget, hvor der i det mindste er visse ting, man står sammen om? At det undergraver dette sammenhold, hvis nogle er mere lige end andre?

I al almindelighed kan man regne med, at danskere bare tager deres tørn, at de uden videre gør, hvad man forventer af dem. Dette fører så også til, at danskere derfor faktisk både leger og arbejder godt sammen. I mit erhverv kommer jeg mere og mere ud for noget, der kaldes collabotition, altså en sammentrækning af ordene for samarbejde og konkurrence. Hvis man kan snakke åbent med konkurrenter eller næsten-konkurrenter, så kan det blive yderst hjælpsomt for begge parter. I min erfaring er danskere rigtigt gode til det, og det må da være fordi, man tør gå ud fra, at den anden ikke blot meler sin egen kage?

Jeg har søgt væk fra Danmark og har boet meget længere i udlandet end hjemme, og det er der vel en grund til. Men jeg elsker at samarbejde med folk, der lige som jeg er gået i en dansk børnehave.