Den glade (omvendte) løber...

Artikeltype: Klumme

Tema: Sundhed

Løberne. Har set dem inde fra den lune bil gang på gang. I højre side af forruden - dér lige over P-skiven, står de. Løberne – sat på pause af RØD mand drejer de sig ærgerligt rundt for så at bøje sig over pulsuret med fortabte øjne. ”Nu holder jeg ikke min tid”. Pis.
Så begynder de at hoppe på stedet eller kaste febrilske blikke omkring i et forsøg på at overbevise sig selv - og måske andre om - at man for én gangs skyld gerne må trodse rød mand og bare fise over. Men besinder sig og gør nogle spontane strækøvelser i stedet. For dog at gøre noget.
 
Fed af foragt
Der var engang. Engang for længe siden. Hvor jeg – sikkert af skingrende dårlig samvittighed over ikke at gøre noget kropsligt overhovedet - foragtede alle, der løb i Viborg. Alle, der løb i Viborg – dét er bare mange. Så jeg havde travlt og brugte ret meget energi på at foragte faktisk.
Det var dengang, hvor jeg så mig selv blive federe og federe om hovedet og stivere og stivere i ryggen. Hvor jeg sad ved vinduet i mit hus på Guldkysten (lejet for en slik) og drejede bourgognen (den absolut billigste) rundt i mit langstilkede (fra Ikea) glas og foragtede alt, der løb nede på vejen ved Nørresø med anstrengelsen og indadvendtheden malet i ansigterne..
 
En smilende løber - never!
”Få dig et liv. Løb dog hjem og vær noget for din kone i stedet for” sagde jeg sarkastisk frem for mig, mens jeg dyrkede min bedrevidenhed i en krop med et for længst afsikret BMI.
”Næhdu. Den dag jeg ser en løber, der smiler og måske ligefrem siger ”hej” – så vil jeg overveje det”, sagde jeg højt for alle, der gad høre på det. Og sikkert også for dem, der ikke gad.
 
En omvendt ikke-løber
Så skete det i de dage, at Viborg skulle løbe 24-timers løb – og én selv havde trukket weekend-vagten på Folkebladet. Værsåartig lille frøken hånlig: Ved B67, i forventningens trængsel to minutter før start stod ikke én glad løber. Men flere hundrede af slagsen. Hver og én med smilet helt oppe i øjnene og en ”hej´en ” til højre og venstre, så det var en lyst. Selv deres børn så ud til at nyde det.
Således fældet af egen ytring – den dag jeg møder én glad løber – lod jeg mig frivilligt rekruttere til efterårets ”Walk and talk” – og hvad deraf fulgte.
Det er tre år siden nu, og jeg er en lykkelig løber i byen Viborg.
Det går ikke stærkt. Men det ér der. Og ærgrelsen ved RØD mand fornægter sig ikke.
Overvejer flere gange om ugen at trodse ham faktisk.