Da jeg svævede ud fra Canigou......

Artikeltype: Reportage

Tema: Rejser og Natur

Efter at have sat mig grundigt ind i hvad en paraglider egentlig er for en størrelse, hvordan den ”virker”, sikkerheden - samt set alle YouTube videoer med paragliding (hvor var vi henne uden internettet ?) - besluttede jeg mig for at lægge billet ind på et svæv.
 
Hvad er Paragliding
Paragliding er svæv i en aflang skærm - ca 12 m bred med en overflade på ca 42 m2. I modsætning til faldskærmsspring er der her ikke tale om at hoppe eller lade sig falde fra en flyvemaskine. Derimod ”løber” man ned af en skråning med paraglideren efter sig. Når vinden får fat i den, løftes den op og bæres oppe af luftstrømmene. Det, der holder skærmen svævende, er det samme der gør, at en flyvemaskine kan holde sig i luften, nemlig det undertryk, der skabes på overfladen af skærmen og en flyvemaskines vinger. I bjergområder med megen termik (opadgående vinde) kan man tillige komme op i ganske pæne højder. Bor man i et område, hvor der ikke er bjerge eller højder, kan man blive trukket op ved hjælp af en bil.
 
Visse forudsætninger
Vores paragliding starter fra bjerget Canigou, som vi bor lige ved siden af. Vejret skal være godt! Det vil sige skyfrit med let til moderat vind og vejrudsigten skal naturligvis være stabil for hele dagen. I hvert fald hvis der er tale om et dobbelt svæv! Instruktøren – Jean-Pierre tager ingen chancer. I bjergområder er vejret temmelig omskifteligt – hvilket jo gør det lidt sværere at planlægge. Da jeg først havde lagt billet ind, var det bare at vente på en opringning med besked om tidspunktet. Der gik godt 3 uger, før telefonen ringende en søndag aften. Jean-Pierre var i røret med besked om, at vejrudsigten var ”bon” for de næste tre dage – om jeg var ”disponible?” Det var jeg sådan set ikke mandag og tirsdag, for der kom besøg fra Danmark, men onsdag ville være fin. Det var ”d'accord!”
 
Først skal man jo op
Det viste sig, at en af vores gæster, Søren, meget gerne ville med op på bjerget – og det blev arrangeret. En af Jean-Pierres paraglider venner skulle også med op – så landroveren ville blive tætpakket.
Vi starter tidligt – mødes 6.45 ved Jean-Pierres hus og så stuves bilen ellers med skærme og mennesker. Vi sidder tæt ja, men det giver kun turen yderligere karakter af en ekspedition. Søren skal lige vænne sig til rystelserne på den mildt sagt bumpede og hullede vej op til bjergplateauet. Efter 20 min. kørsel begynder han at spøge med risikoen for at ”tisse blod” de efterfølgende dage. Men morgenen er smuk og udsigten betagende hele vejen op til vores parkering ved 2000 m.
Vi skal vandre på bjerget i den næste lille times tid, så alle har bjergstøvler og lunt tøj på. Det viser sig at være heldigt, at vi har Søren med, for den anden paraglider, Georges, er en ældre herre på 65 med knæproteser, så han har lidt vanskeligt ved at bære den 20 kg. tunge sæk med skærmen. Min formåen som pakæsel er også begrænset, så Søren og Jesper (min mand) må tage slæbet.
 
Forberedelser til svævet
Efter ca. tre kvarter er vi ved en nordvestvendt græsklædt skråning med udsigt over Pyrenæernes uendelige toppe. Jean-Pierres højdemåler siger 2349 m. Jeg har ikke skænket selve flyvningen så mange tanker på vej op, men glædet mig over alt det smukke omkring mig. Da vi står på skråningen, begynder det selvfølgelig at krible. Men egentlig ikke meget. Jeg har 110% tillid til Jean-Pierre. Han er dybt professionel, grundig, omhyggelig og ikke mindst ansvarsbevidst.
En del af et ”gæste”svæv er at være med under hele processen med klargøring af skærmen – dvs. udpakning og gennemgang af alle dele. Det er spændende og giver også en vis teknisk indsigt i hvordan den er konstrueret. Stolen som man sidder i er fastgjort til skærmen i et system (virvar) af helt tynde snore. Men hver snor kan bære 100 kg! Jeg får min egen stol som bliver hægtet foran på Jean-Pierres. Så kommer instruktionerne i, hvordan vi skal løbe ned af bjergskråningen for at få et godt afsæt. Og nu er det så, at jeg beder til, at jeg har forstået det hele rigtigt, for ellers havner vi i en klynge grantræer længere nede.....
 
Ingen vind
Problemet er bare, at der stort set ingen vind er, og den der er, kommer ikke fra den optimale retning. Så vi venter og venter – vel nok tre kvarter - og nu har der samlet sig en ganske pæn gruppe af tilskuere, der også tålmodigt venter på at se os komme afsted. Det er vandrere på vej op mod Canigou's top, der lige tager sig en pause. Jean-Pierre bliver også utålmodig og udtænker en alternativ strategi, som indebærer at Jesper skal holde igen på mig, medens skærmen fyldes med luft og først slippe, når Jean-Pierre giver ordre.
 
Up up and away
Det hele sker lige pludseligt! Jeg følger Jean-Pierres ordrer – bl.a. om at fortsætte med at løbe selv om vi er i luften, det føles lige lidt spøjst, men i løbet af 20 sekunder er vi ude over bjergsiden og svæver lydløst hen over Conflent dalen. Jean-Pierre instruerer mig i, hvordan jeg kommer til at sidde behageligt i stolen, og da jeg er på plads, sidder jeg i en magelig lænestol og nyder den enestående udsigt. Jeg fisker mit kamera frem og begynder at tage billeder til højre og venstre, op og ned og selvfølgelig os selv :) Og så ellers bare nyde flyveturen. Det er en helt igennem FANTASTISK fornemmelse. Jeg får lov til at styre skærmen – det gøres ved hjælp af et håndtag i hver side, der trækkes eller løsnes, så drejer man så let som ingenting til højre eller venstre. Man kan endda styre den bare ved at strække sit ben frem og bevæge det til siderne. Vi flyver tæt hen på en bjergside – Jean-Pierre vil se om der er nogle Isards (bjerggemser). Han peger på en lille sort skygge nede på alt det grønne – det er vores skygge! Pludselig spørger han, om jeg vil prøve noget ”extraordinaire” og inden jeg får svaret, snurrer skærmen rundt med os i en rasende fart, så jeg ikke kan fornemme, hvad der er op eller ned! Jeg bliver nødt til at lukke øjnene, ellers bliver jeg fuldstændigt rundtosset! Med lukkede øjne er det bare fedt, og jeg griner vist temmelig højt – prøver lige igen at åbne på klem, men det går slet ikke – jeg må konstatere, at astronaut blive jeg aldrig!
 
Landing i landsbyen
Så nærmer vi os Estoher, vores landsby, hvor vi efter planen skal lande på en lille mark lige i udkanten. Vi svæver ind over byen, hen over vores hus og nærmer os stille og roligt jorden. Jeg har skvadret løs hele vejen, og nu siger Jean-Pierre, at al kommunikation skal stoppe, for nu skal vi lande. Jeg er blevet instrueret i, at inden vi rammer jorden, skal jeg begynde at lave løbebevægelser med benene og fortsætte med at løbe, når vi er på jorden. Og vupti! Vi er nede blidt og roligt! Jeg får dog ikke løbet nok efter landingen, og skærmen når at hive mig ned på knæ. Men det er nærmest slowmotion og kun rart at lande i det bløde græs.
Man er høj efter sådan en tur, det kan jeg garantere! Og jeg ved også, at står det til mig, bliver det ikke den sidste!