Charles de Gaulle

Artikeltype: Reportage

Tema: Politik og Samfund

Fra radiotalen l´Appel du 18 juin 1940: "Jeg, general de Gaulle, som for indeværende opholder mig i London, opfordrer hermed alle franske officerer og soldater, som befinder sig på britisk område til at sættte sig i forbindelse med mig".

”Gamle Frankrig, tynget af historien, såret af krig og revolutioner, uophørligt pendlende mellem storhed og fornedrelse, men fra århundrede til århundrede genoprettet ved fornyelsens geni”. Ordene er fra Charles de Gaulle og beskriver hans opfattelse af sit land Frankrig i erindringsbogen (tre bind) Mémoires de guerre.
 
At bo i et andet land
For den, som bosætter sig i et andet land, øges glæden og værdien af opholdet betragteligt ved at sætte sig ind i gæstelandets forhold. Hvor sproget er en vigtig faktor for direkte at forstå miljøet og hverdagen omkring sig; thi et sprog er et lands nerve og basis for udtryksform, er et lands kultur og historie formentlig af endnu større betydning. Det er da også den opfattelse, som er omdrejningspunktet i de fleste vestlige landes integrationspolitik. I disse lande ser man med bekymring på indvandrere og flygtninge, som ikke integreres tilstrækkeligt i gæstelandet. Det er ikke nok bare at overholde landets juridiske love. En vis fortrolighed med gæstelandets kultur og identitet er en forudsætning for, at nye eller opholdende borgere skal kunne lykkes godt.
 
Assimilation eller integration
I Danmark er man mindre velvilligt stemt over for indvandrere og flygtninge, som lever i en ghettokultur, hvor kun det oprindelige sprog tales, og fjernsynet er tunet ind på fødselslandets tv-stationer. De bliver en sub-kultur i kulturen. I integrationspolitik forlanger man ikke assimilation, men integration. Der er en stor forskel på de to begreber. Indvandreren skal ikke nødvendigvis tale dansk inden for sit hjems fire vægge og heller ikke nødvendigvis spise leverpostej og salamipølse eller danse om juletræ. Men uden for hjemmet skal han kunne begå sig på tilnærmelsesvis lige fod med gæstelandets øvrige borgere. Fransk politik er ikke markant anderledes på dette område.
 
De fleste danskere, der kommer til Frankrig, lykkes som regel overordentligt hurtigt med en gastronomisk integretion: Det franske køkkens herligheder og vin har størstedelen af danskere en stor fortrolighed med. Nogle lærer også at ”prutte” om priser ved større anskaffelser. Men hvordan er det med hensyn til landets historie og kultur? Har man som de fleste danskere kun lige berørt Frankrigs store historie i sin skoletid, kan det anbefales at sætte sig ind i den. Den, der ikke kender fortiden, kan ikke forstå nutiden og kan slet ikke gøre sig tanker om fremtiden. Historien er hele tiden nærværende.
 
Gaullisme
I fransk politik møder man gang på gang begrebet ”gaullisme”. Enkelt refereret er det en politisk idé inspireret af Charles de Gaulles virke og tanker. Krumtappen er Frankrigs storhed – la grandeur francaise - og som alt andet skal underordnes. Umiddelbart leder det eftertænksomheden hen på tyranni og diktatur, fordi noget er over og andet er under. Det vil ikke desto mindre være en tarvelig og uretfærdig forsimpling af en det tyvende århundredes store statsmand Charles de Gaulles. Gaullisme er som udgangspunkt ikke rubriceret på den politiske højre- eller venstrefløj. Det er snarere en måde at anskue sit land udfra.
 
I et land som Danmark, der i stigende grad er blevet angloficeret (måske endda amerikaniseret), i hvert fald orienteret mod engelsk sprog og kultur, kan man lettere forholde sig til og diskutere store engelsk-talende statsmænd som Sir Winston Churchill, præsident John F. Kennedy eller præsident Theodor Rosevelt.
 
Den kronologiske uskyld 
Men verdensscenen består nu en gang af flere aktører, og selvom man med internettet i dag kun er et ”klik” væk fra alle lande, skal der mere end et par klik til at forstå andre kulturer. Henrik Dahl skrev i ”Den kronologiske Uskyld – generationen som blev født som voksen” (Gyldendals Forlag 1998), at vi er blevet et cocktail-samfund, hvor man kan kunsten at cirkulere. Cirkulationen skaber til gengæld ikke dybde.
Drop mindreværdet
Det kan være svært for en dansker at lade være med at trække på smilebåndet når man hører om la grandeur francaise. Når man kommer fra et land, hvor egne meningsdannere har det med – mere eller mindre konsekvent - at omtale vores land som ”lille Danmark”, på trods af at vi er en suveræn nation med egen højhedsret, egen kultur, værdier og sprog, synes denne franske talen om storhed som værende kunstig, påtaget og i hvert fald selvhøjtidelig. Nuvel, et land er et land. Uanset dets geografiske udstrækning. Vi bør aflægge os dette ”lille”, som ikke tjener til andet fastholdelse af mindreværd. Hvis vi som danskere selv synes, at Danmark har noget at byde på, at landet står for noget værdifuldt og egenartet, bør vi betragte Danmark som et land på lige fod med andre nationer. Det gør gaullismen for så vidt angår Frankrig.
 
Er man bosat i Frankrig eller har man sin færden i landet, kan det bestemt anbefales at sætte sig ind i gaullismen. For både Charles de Gaulle og gaullismen har haft afgørende betydning for Frankrigs selvforståelse i det tyvende århundrede.
 
Vi er ikke alene
Den dengang i 1940 aldeles ukendte general de Gaulle talte i en alder af 49 år for første gang til franskmændene over BBC's radio. Frankrigs krigssammenbrud var et faktum. Hitlers Tyskland havde underlagt sig Frankrig og snart efter indsat en samarbejdsregering - det såkaldte Vichy-styre. De Gaulle var kort forinden flygtet til Storbritannien for at samle kræfter til fornyet modstand. Radiotalen ”l´Appel du 18 juin 1940”, som franske skolebørn den dag i dag lærer, lyder (her dog kun i uddrag):
 
”Frankrig har fået en ny regering dannet af højtstående militærpersoner, som igennem lang tid har stået i spidsen for landets væbnede styrker. Denne regering har sat sig i forbindelse med fjenden for at opnå våbenhvile og som årsag til denne forholdsregel peget på vores hæres nederlag... Men er det sidste ord allerede sagt? Bør vi skrinlægge alle forhåbninger? Er vort nederlag definitivt? Nej! Tro mig – for jeg ved, hvad jeg taler om – når jeg siger, at Frankrig ikke har tabt noget, som ikke kan genvindes. Samme kampmidler, som nu har besejret os, kan længere ude i fremtiden give os sejren. For Frankrig står ikke alene. Jeg siger det for en sikkerheds skyld en gang til: Vort land står ikke alene i verden. Det har et vældigt imperium bag sig... Jeg, general de Gaulle, som for indeværende opholder mig i London, opfordrer hermed alle franske officierer og soldater, som befinder sig på britisk område, eller som vil komme til at befinde sig dér – med eller uden deres våben – såvel som ingeniører og specialarbejdere fra rustningsindustrien... til at sættte sig i forbindelse med mig. Hvordan tingene end udvikler sig, bør Frankrig ikke ophøre med at gøre modstand. Den franske modstands flamme må ikke slukkes, og den vil ikke blive slukket”.
 
Dømt til døden 
Disse ord blev begyndelsen. På imponerende vis lykkedes det efterfølgende de Gaulle at samle ikke bare opbakning, men en også politisk respekt og anerkendelse. Vejen derhen var dog noget bumbet, da både hos franskmændene var imod ham; han blev dødsdømt in absentia af Vichy-styret, og hos de allierede, hvor det næsten var reglen mere end undtagelsen, at de Gaulle og Churchill bragede fjendtligt sammen. For Andens Verdenskrigs vedkommende blev kronen på værket Frankrigs plads ved sejrherrenes bord, og som derfor var med til at inddele og indrette et nyt Europa. En permanent plads i FNs Sikkerhedsråd blev det også til.
 
Forsøgt likvideret
I 1946 trådte de Gaulle tilbage som regeringsleder, og efter en række politiske nederlag forlod han helt den politiske scene i 1953. Han trak sig tilbage til sit landsted la Boisserie i den nordfranske landsby Colombey-les-deux-Eglise (som pudsigt nok i forhold til navnet kun har een kirke). Da krisen om Algeriets selvstændighed – den gang en region i Frankrig som enhver anden fransk region – blev fastlåst i uenighed og hård krig, hentede franskmændene de Gaulle tilbage til magten. ”Je vous ai entendu!”, (jeg har forstået jer!) som han udtrykte i sin første tale som ny fransk præsident i Algier by i 1958. ”Middelhavet skiller Frankrig og Algeriet som Seinen skiller Paris”, sagde han. Konflikten om Algieret blev imidlertid en svær opgave, og da landet fik selvstændighed i 1962, havde der forinden været militære kupforsøg mod den franske stat og flere attentatforsøg mod de Gaulle.
 
Afgørende rolle 
De Gaulle har en væsentlig, hvis ikke ligefrem afgørende andel i det moderne Frankrigs udvikling og samfundsindretning. Selvom maj-revolten 1968 fik Paris og flere andre byer til at ligne borgerkrigshærgede områder, og som måske politisk set ikke blev kvalificeret som dygtig løsning fra de Gaulles hånd, vil dette nok kun stå som en parentes i det politiske virke. Det blev de Gaulle som bragte Frankrig frem til den internationale plads landet har i dag. Det blev de Gaulle, der genopdagede og forstærkede båndene til Tyskland. Begyndelsen til det EU vi har i dag, og som indledtes med Kul- og Stålunionen, har et synligt aftryk af de Gaulles politik.
 
Lyst til mere?
Forlaget Borgen, København, udgav i 2006 værket ”De Gaulle – generalen som var Frankrig”, 472 sider for 498 kroner. Det er skrevet af Sveriges Radios korrespondent i Paris gennem tyve år journalist Knut Ståhlberg. I sit efterskrift skriver forfatteren: ”Bogen er tænkt som et første skridt på vejen ind i den verden, som de Gaulle og gaullismen var og er”. Titlen er velvalgt og bør i sig selv give anledning til refleksioner. Ønsker man indsigt i det moderne Frankrig, leverer Ståhlberg et godt bidrag til forståelsen. Og det udmærker sig ved hverken at være forherligende eller fordømmende.
 
Må nærværende være en varm anbefaling af værket, som også bærer artiklens overskrift.