Canigou endelig besteget!

Artikeltype: Reportage

Tema: Rejser og Natur

'Le pic'
Det er helligt for catalanerne - den lokale befolkning - og tæt på at være mytologisk for området. Så intet under, at man drages mod toppen - i daglig tale kaldet "le pic" - der nærmest har form som en pyramide. Mange, såvel lokale som turister, har da også været deroppe. Blot ikke os! Den primære årsag: at min mand har lidt af en mild form for højdeskræk, der dog har fortaget sig med årene. Og sidenhen er det bare blevet skubbet foran, som så meget nu bliver....
Men nu skulle det være! Med udsigt til snarligt besøg af venner med et par friske teenagedrenge, der "glædede sig til at kravle i bjerge", syntes vi ikke, at vi kunne se os selv eller dem i øjnene uden at have været deroppe.
 
 
Himmel eller hav?
Det bliver en smuk sommermorgen i slutningen af juli, kl. 7.30, så morgenens friskhed bliver udnyttet, for det bliver hurtigt varmt selv i højderne. Turen op starter på den lette facon, nemlig i bil. I sommerhalvåret kan man køre op til 2000 m højde. Vejen derop er mildt sagt hullet, knoldet, stenet og ujævn og kræver en hårdfør bil - helst en form for 4x4. Vi er heldige at kunne lægge ud her fra vores landsby, der nu langsomt forsvinder under os. Turen tager en god times tid. Og undervejs passerer vi det ene slående smukke syn efter det andet. Solen er ved at stå op, og vi ser ud mod Middelhavet, hvordan lyset ligger næsten som en luftspejling. Hvad er himmel og hvad er hav?
 
På kanten af afgrunden
Vejen er tillige smal, og de mange dramatiske kig ned i dybe klippeslugter, får den velkendte følelse af, på en gang at drages og få sug i maven, frem. Oppe i 1600 m ligger der stadig små snelommer hist og pist, hvor solen ikke har kunnet nå ned. Nåletræerne begynder at dominere, men selv heroppe går kvæg på de græsbeklædte bjergsider. Efter endnu 20 min. kørsel er vi nået op dertil, hvor første del af turen - den på 4 hjul - ender. Man kan vel sige, at det er nemt, men bekvemt er det ikke!
 
Paradis
Heroppe ligger et Refuge, hvor man kan overnatte og få en forfriskning i sommermånederne. Omgivelserne er betagende. Det er et slags fladt plateau med en mangfoldighed af bjergvegetation; fyrre- og grantrær naturligvis, men også mange flotte buske og planter, og indimellem alt dette snor sig bække og vandløb. Et næsten paradisisk sceneri. Et par smukke heste har fået lov til at gå og græsse midt i det hele - det fuldender kun billedet.
 
Hobitter i solskin
Stien op til "le pic" er let at finde, skiltningen er fin, og den franske standard med gule afmærkninger gør det let at følge den - i det mindste i starten! Her på sydsiden af bjergtoppen er det allerede bagende hedt, og jeg er glad for at have valgt shorts og top som påklædning. Vi har naturligvis begge gode vandrestøvler på, de er varme ja, men de giver et sikkert og betryggende fodfæste. Snart ligger også Refuget og plateauet langt under os, som et lille hobbitlandskab. Så sker der et dramatisk skifte.
 
Det kolde nord
Vi kommer om på nordsiden, hvor der dels er skygge, dels blæser den for egnen så velkendte Tramontane. En lunefuld nordvestenvind af samme kaliber som Mistralen i Provence. Øh shorts og top??! Nå, jeg beslutter mig for at gå mig varm og sætter farten op. 
 
Men stien ændrer sig. Nu er det nærmere en afmærket klippeafsats med fremspring, som jeg, med min liden højde, ofte må kravle over. Udsigten er betagende og let svimlende på den gode måde! Vi kan se mere end 100 km ind over Pyrenæerne, bjergtop efter bjergtop, og kigger vi lige ned, ligger Prades og Vernet Les Bains som små dukkebyer.
 
"Another halfclimbed mountain"
Da vi når hen til foden af "pyramiden" eller “le pic”, tager vi en drikkepause - det er vigtigt med væske - ikke mindst, når man er oppe i tynd luft. Her møder vi en sød hollandsk dame, der har besluttet, at turen for hendes vedkommende stopper her. Hun erkender, at Canigou bliver "another one of the many halfclimbed mountains in my life". Men hun har nu også fundet sig et godt sted at pausere, for her er udsigt i næsten alle retninger; til Middelhavet, Pyrenæerne, dramatiske bjergsider, en stor gletscher - og toppen "le pic"!
 
Kan altid komme ned...
Turen videre herfra er vitterlig som at kravle på en stejl pyramide - ingen sti - men sten og klipper og heldigvis gule afmærkninger, der viser "vejen" op. De kan imidlertid være svære at få øje på, og flere gange ender vi ude i noget, der hverken fører op eller ned. D.v.s. ned kan man altid komme, for det er faktisk så stejlt, at man ikke skal tænke på, hvad der kunne ske, hvis man snubler og begynder at trille!!!  Vi er dog ikke de eneste heroppe, og klatrerne højere oppe er en god pejlestok. Det går selvsagt ikke hurtigt - og der kommer sved på panden, selvom Tramontanen gør sit til at køle ned. Nu ligger selve bjerget for fødderne af os!  En fantastisk fornemmelse at se de golde barske bjergsider heroppe fra! Dem, som vi kun kender alt for godt set nedefra dalen. 
 
Så kan vi høre stemmer, og jeg udbryder "nu må det være lige om hjørnet"!
 
På toppen af verden
I det øjeblik vi runder hjørnet, er vi oppe. Vi bliver budt velkommen af to ældre franskmænd, der ligner garvede vandrere. Klokken er nu blevet hen ad 12, og da jeg spørger, om det er her, der serveres "apero" skraldgriner de.
 
Det er lidt surrealistisk at være heroppe efter i så mange år at have kigget herop. Vi har jo set utallige fotos af, hvordan "le pic" ser ud, men det kan slet ikke måle sig med at stå her selv på en gudesmuk sommerdag med azurblå himmel og en fantastisk udsigt, uanset hvor man vender sig.  Hjertet banker inderligt og begejstret! På toppen knejser et smukt kors i jern. Det blev rejst under 2. verdenskrig af en lokal spejdergruppe fra Perpignan, og den eksisterer iøvrigt i bedste velgående i dag. Til Sankt Hans, der hedder Saint Jean på fransk, sender hver landsby på egnen en delegation til toppen med et brændeknippel, der bliver fæstnet til korset. Det bliver til et stort og smukt bål, der tændes den 24. juni om aftenen.
 
Baby og klipklappere
Vi er ikke alene heroppe, men jeg er overrasket over også at se et ungt par, der er vandret op med et spædbarn på ryggen. For det er ikke nogen ufarlig tur! Men noget tyder på, at ikke alle tænker over, hvad det indebærer at kravle derop. For på turen ned, der jo går i et ganske andet tempo, nu da vi også kan finde rundt mellem klipperne, møder vi unge piger på vej op, iført badesandaler, eller “klipklappere” som de populært kaldes. De er dog ikke nået til de vanskelige passager endnu - og mit gæt er, at de heller ikke kommer forbi. 
 
Vi er vel nede på plateauet igen - og nu begynder turen at kunne mærkes i lår og knæ - men en ømhed, man bærer med en vis stolthed!  
 
Siden denne dag, har det været med en helt anden følelse, at vi kigger op på "le pic"!