Verdens top-100 tænkere
Artikeltype: Reportage
Tema: Politik og Samfund
Det seriøse og dybteborende amerikanske tidsskrift Foreign Policy (FP) har kastet sig ud i et spekulativt eksperiment: At opliste de 100 mest betydelige globale tænkere.
Indledningsvis fremhæver FP, at udvælgelsen af kandidater er begrænset til de personer, som i 2009 har haft en markant indflydelse på globale begivenheder, har påvirket meningsdannelsen og domineret overskrifterne.
I erkendelse af faldgruberne i dette eksperiment diskuterer FP sine resultater, og det er i sig selv en interessant analyse.
Engelsk/amerikansk dominans
Mest interessant er FPs besvaresle af spørgsmålet: Hvorfor dominerer amerikanske og engelske personer (65 pct.)? Eller med andre ord: Hvorfor er der så få kinesiske (3 pct.) og indiske/japanske tænkere på listen (7 pct.)?
FP konkluderer at det ikke, som man nemt kunne tro, er et spørgsmål om sprog (engelsk) men snarere kultur; kinesisk og japansk kultur (og uddannelse) er ikke fremmende for uenighed og intellektuel konfrontation, som er vigtige faktorer i debatten om eksisterende globale problemer. Men det er ikke hele sandheden, for, som FP siger, japansk ledelsesfilosofi havde stor international appeal, da Japan gennemlevede efterkrigstidens økonomiske mirakel.
FP drager den overraskende konklusion, at personerne på listen er de tænkere, som hjælper os til at forstå kriser og trusler. Med andre ord: I en tid med kolossale økonomiske problemer og internationale kriser (for eksempel Islamisk fundamentalisme, jihad-inspirerede angreb, fortsatte problemer i Mellemøsten og krige i Irak og Afganistan), er det amerikanske/engelske økonomer og politiske analytikere, som dominerer snarere end kinesiske, indiske eller russiske personer.
Hvem er de?
De hundrede personer har følgende karakteristika:
Gennemsnitsalder: 59 år
Andel af kvinder: 18 pct.
Baggrund: 34 pct. er akademikere, halvdelen heraf er økonomer. Hele 15 pct. er journalister, mens kun 12 pct. er politikere. Videnskabsmænd/kvinder udgør beskedne 4 pct.
De ti øverstplacerede er:
1. Ben Bernanke (USA) - se billede
Federal Reserves øverste chef, Ben Bernanke er krediteret for afværgelsen af et global, økonomisk sammenbrud. På få måneder vandt han sine stærkeste kritikere over på sin side og fik nationale og internationale finansledere til at gå ind for en stimulans-pakke af historiske dimensioner (profil af Ben Bernanke i Børsen d. 23.1.09).
2. Barack Obama (USA) - se billede
Med håb som sit hovedtema i valgkampen vandt Barack Obama beundrere og støtte inden for egne rækker og fra traditionelle modstandere. Selom Obama har meget at leve op til, inden han kan erklære sine mål opfyldt, er hans placering er begrundet med hans udstrakte hånd til den muslimske verden og hans evne til at overkomme – eller i hvert fald mindske – den kløft mellem USA og Europa, som hans forgænger uddybede.
3. Zara Rahnvard (Iran) - se billede
Den højst placerede kvinde, Zara Rahnvard, tiltrak international opmærksomhed med sin 90-minutters hudflettende kritik af Irans regerings holdning overfor kvinder. Det blev inspirationen til Irans Grønne Revolution og hendes valgkamp til fordel for hendes mand, oppositionslederen Mir Mousavi, organiseret via Facebook, Twitter og SMS’er.
4. Nouriel Roubini (USA)
En krise kan skabe en profet ud af en galning, siger man. “Dr. Doom” forudsagde med stor præcision at 2008/2009 ejendomskrisen ville decimere kreditmarkedet og skabe en international krise. Galningen er nu en profet, og hans evne til at “se om hjørner,” har gjort ham til en af USAs mest efterspurgte rådgivere.
5. Rajendra Pachauri (Indien)
Som formand for FNs klimapanel er Rajendra Pachauri en af de personer, som har haft størst indflydelse på den offentlige mening omkring klimaforandringer, og han delte Nobels fredspris (2007) med Al Gore for sit arbejde. Pachauri er bannerfører for synspunktet, at Kina og Indien ikke vil gøre noget ved klimaproblemerne, før den vestlige verden fejer for egen dør.
6. Bill Clinton/Hillary Rodham Clinton
Bill og Hillary Clinton er verderns mest indflydelserige par. Hillary Rodham er i brændpunktet som udenrigsminister i en regering, som søger nye løsninger på tidens store problemer, og selvom Bill Clinton ikke har en regeringsportfølje, er han en af USAs mest effektive diplomater (Haiti, Nordkorea) med mere end 50 milliarder kroner til vaccinationer, jobudvikling, og skoler – alt sammen uden at træde på Hillary’s ømme tæer.
7. Cass Sunstein & Richard Thaler (USA)
Sunstein og Thaler har gjort adfærdsforskning anvendelig. Læserne af deres fremragende bog Nudge stiftede bekendtskanb med deres originale tænkning om ideen med at bruge ganske små “manipuleringer” for at opnå betydelige ændringer i folks adfærd. Deres iagttagelser har fanget Præsident Obamas opmærksomhed, som lytter til Sunstein, mens Thalers råd flittigt benyttes af det britiske konservative parti.
8. David Petreus (USA)
General Petreus, kommandøren af Central Command i USA, er akademiker par excellence men primært kendt som manden, der vil revolutionere militærets syn på, hvordan krige skal føres (vindes) i det 21. århundrede. Hans succesrige “modoffensiv” i Irak, baseret på at “vinde hjerter og hjerner,” var en nytænkning efter Colin Powels anvendelse af “overvældende magt.”
9. Zhou Xiaochuan (Kina)
Zhou, Kinas nationalbankdirketør, er manden, der minder verden om, at vi ikke skal tage den amerikanske valuta for givet, og han har foreslået et helt nyt global financierings system bygget op omkring IMF og en syntetisk valuta. Det siges at Zhous ide har vakt den amerikanske finansminister, Tim Geithners interesse, og han kan meget vel være manden, som definerer en nye økonomiske dagsorden.
10. Sayyid Imam al-Sharif (Egypten)
FPs placering af en al-Queda terrorist i et egyptisk fængsel (siden 2001) vil chokere mange, men al-Sharifs “Islam uden jihad” er en af de mest bemærkelsesværdige nytænkninger i den muslimske verden idag. al-Sharif var i årtier det spirituelle kompas for Islamiske terrorister, men i 2007 foretog han en kovending og erklærede, at anvendelsen af vold er uforenelig med Islamisk lov. Hans skrifter spredes som løbeild i muslimske kredse.
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
-
























Kommentarer
Skandinav
Da jeg afkortede artiklen, skulle jeg have taget henvisningen til "en enkelt skandinav" ud. Spoergsmaalet er jo oplagt.
Det drejer sig om den svenske laege Hans Rosling, som er kendt for sine synspunkter om, hvordan sundhed og velstand haenger sammen.
Tak fordi du spurgte.
Torben
Skandinav?
Spændende læsning, men jeg tænker: hvem er den ene skandinav, der fandt vej til listen?