Til festival i Libanon
Artikeltype: Reportage
Tema: Kultur og Underholdning
Glædeligt, fordi jeg elsker Byblos og at tage til festival i byen er specielt. Overrasket, fordi jeg aldrigt havde hørt om Jesse Cook. Men der er jo intet, Google ikke kan klare!
Sommerens tre store festivaler
Der er i Libanon tre store festivaler, der hvert år afholdes om sommeren og nu har en del år bag sig; Byblos Festival, Baalbeck Festival og Beiteddine Festival. At tage på festival i dette land er fantastisk, og mange deler samme synspunkt, efter mine forhørelser.
Byblos er verdens ældste beboede by, og festivalsscenen, der er placeret ved den ældgamle havn, byder bag sig på en udsigt over slotsruiner. Bagved publikum ligger det mere end 800 års gamle tårn, der troner ved indgangen til den gamle havn, der dog stadigt benyttes til fiskekuttere, turistbåde og enkle speedbåde. Til højre for scenen er det dejlige Middelhav og til venstre indgangen til festival-arenaen fra den gamle bydel af Byblos. Jeg har allerede haft fornøjelsen af at se irske Loreena McKennitt i 2009.
Baalbeck Festival er placeret cirka midt i Bekaa Dalen ved de imponerende romerske templer af samme navn som festivalen og er Libanons største seværdighed, der daterer tilbage til det tredje årtusind før Kristi fødsel. Vi var i 2001 til en flot koncert med Sting, der spillede midt i ruinerne og dét var et imponerende sceneri.
Beiteddine Festival afholdes ved Beiteddine Palads; et smukt palads kendt for sin mosaik i et område, der minder mig lidt om Pyrenæerne i Sydfrankrig (jeg skrev "lidt"). Beiteddine er et frodigt, grønt område - i modsætning til Baalbeck - og selvfølgeligt er alle tre; Byblos, Baalbeck og Beiteddine, værd at besøge for deres historie og smukke seværdighed.
Jesse Cook
Jesse Cook viste sig at være en utrolig dygtig canadisk flamingo-rumba guitarist, født i Paris og opvokset i kolde nord Canada, langt fra Sydamerika. I sin ungdom købte Jesses far et hus i Arles, Sydfrankrig, og naboen var ingen mindre end Nicolas Reyes fra The Gypsy Kings. Som 15-årig fik Jesse derfor mulighed for at jamme med The Gypsy Kings, og de influerede Jesse Cook i hans musikstil. Senere rejser til blandt andet Columbia og Spanien, samt cubanske venskaber, inspirerede ham mere og førte til, hvad han selv betegner som ”en mærkelig musik, langt fra Madonna”.
Ja, jeg kan godt lide en del af Madonnas musik, men jeg synes absolut ikke at Jesse Cooks musik er mærkelig. Faktisk har jeg allerede downloaded stykker til min Ipod. Jesse Cooks flamingo og rumba musik vil jeg mere betegne som Gypsy Kings møder Buena Vista Social Club med Jesses egne aftryk, eller brasiliansk samba møder flamingo rumba.
En ufattelig stærk cubansk percussionist, en violinist, en bassist og en guitarist udgør Jesse Cooks band, og fik os op at danse. Hans sidste album fra 2009 hedder The Rumba Foundation. Tjek den ud!
Sommerens program
I denne uge er der to interessante artister på programmet; I aften, tirsdag d. 20. spiller Gorillaz i Byblos. Gorillaz er, for dem der aldrigt har hørt om gruppen, Damon Albarns (fra Blur), et virtuelt band og verdens mest succesfulde i genren... og alle billetter er desværre udsolgt.
Tilgengæld har vi billetter til Riverdance, der stilmæssigt godt nok ligger kilometer fra Gorillaz, men det bliver helt sikkert en oplevelse. Riverdance kan du se, også på Byblos, fra d. 21 til lørdag d. 25 juli. Riverdance er verdens største irske danseproduktion med over 40 dansere og musikere.
På Beiteddine Festival kan du blandt andet se Zorro-musikalen med mere end 70 artister og et stort orkester, der helt sikkert bliver en spændende familieopførelse. Diana Krall, den dygtige musiker der er i verdensklasse med sin opførelse af moderne jazz, kan du se d. 2 august på samme festival.
Desværre synes jeg ikke, at Baalbeck Festival er spændende i år, med kun Mika tilbage i juni som musik, der rykker i benene.
Musik til enhver smag
Zouk Mikael er den nyeste festival beliggende cirka ti minutter nord for Beirut i den charmerende by af samme navn. Scenen er placeret på en bakke (bjerg, set med danske øjne) med ryggen til en fantastisk udsigt over byer langs Middelhavet og selve Middelhavet. Festivalspladsen er et smukt romersk-inspireret amphiteater.
Franske Calogero spillede d. 9. juli på Zouk Mikael, og d. 28. juli modtager festivalen den famøse gruppe Chicago Blues med Billy Boy Arnold, John Primer, Billy Branch og Laurie Bell.
Jeg har kun nævnt de artister med interesse for mig, men Libanons festivaler byder selvfølgelig på mange flere kunstnere i genrerne klassisk, opera, musical, ballet, rock, pop og arabisk. På facebook kan du finde informationer om alle festivaler og andre koncerter i Libanon og specielt i Beirut.
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
-

























