Strisserne kom før vi ventede dem…....

Artikeltype: Historier

Tema: Politik og Samfund

Klokken er halv to om natten, jeg er lige vågnet og drøner i min søvnagtige dans ud på badeværelset for at lade vandet. Jeg er én af de der personer, som én gang hver nat skal tisse. Tænker: Det var satans, gad vide hvordan det bliver, når jeg bliver gammel og grå. Hmm spekulerer nu ikke videre over det, til den tid er der vel alligevel opfundet et eller andet smart system, så man end ikke behøver rejse sig for at gå på toilettet.
 
Jeg kommer tilbage i min seng, Charly (kæresten) sover som en drøm. I kender typen; de der personer som nærmest inden de rammer sengen er i en dyb dyb søvn. Hmm sådan er jeg ikke!
 
Jeg undrer mig lidt, så egentlig ikke hunden på stolen, den plejer da altid at sove oven på samme med os. Videre kommer jeg ikke, da jeg pludselig hører jeg et ordentligt brag. SHIT, tænker jeg, hvad var det. Jeg siger stille til Charly ”Skat, hørte du det?” Charly som jo stadig er halvdød, kommenterer det med et ”Hvad?” Jeg skubber nu til ham, det var ikke hvad som helst, jeg hørte. Kan ikke helt definere det, men det var bestemt ikke en lyd, som vores lille hund kunne lave. Det var voldsomt og højt. Vi ligger begge to helt stille og lytter. Der er helt stille, en ro som på det åbne hav, en slags unaturlig ro.
 
Charly har nu rejst sig, han kan godt se jeg er en smule forfærdet. Han kalder på hunden. Den kommer op nede fra som var intet hændt, med bolden i munden og klar til at lege. Vi hører stadig intet!
 
Charly går ned af trapperne, jeg ligger stadig i sengen, tænker at det måske er noget jeg har drømt. Det er det tilsyneladende ikke. Charly kommer ind i soveværelset, lukker stille og roligt døren og siger: ”Døren stod på vid gab.”
Fuck, fuck, fuck tænker jeg, ja undskyld mit sprog, men det var dælme ikke fedt. Det er sådan i Mexico, at sikkerheden jo ikke er helt i top, og i tilfælde af at sådan noget sker, så anbefaler de at man ringer til politiet og ikke selv begynder at gennemsøge huset. Vi sidder i soveværelset oven på, ringer til politiet for at de skal sende en patrulje ud. De svarer ikke! Vi ringer op igen……. Og igen….. og igen….. og igen. Femte gang, efter cirka 10-15 minutter tager de endelig telefonen. Vi sender en patrulje ud, siger de. Vi venter igen, efter yderligere ti minutter i en helt forfærdelig stilhed bliver vi enige om, at der ikke er nogen. Vi kaster hundens bold ned i stuen, den kommer gladelig tilbage med den, helt normalt. Der altså ikke nogen!
 
Vi tjekker huset igennem, der er ikke nogen. MEN vinduet i køkkenet (som ligger i forlængelse af stuen) står åbent. Ingen af os husker længere, om vi kan have glemt at lukke det. Vi står tilbage med to svar: 1) Vi glemte at lukke vinduet i køkkenet, hvilket på grund af gennemtræk fik døren til at springe op, eller 2) En person trængte gennem vinduet, hørte dog mig ovenpå på toilettet og flygtede ud gennem hoveddøren.
 
Uanset hvad, så sidder jeg tilbage med en følelse af at, i en nødsituation er der ingen hjælp at hente, eller hvad? Først efter 5 opkald og mere en 10 minutter tog politiet telefonen, de lovede at sende en patrulje ud, men det skete aldrig. Ja, jeg spørger bare, hvordan kan den person, der modtager et opkald om, at der muligvis er en ubuden gæst i mit hus, sove roligt om natten? Han/hun kan da ikke vide, om vi er blevet overfaldet eller i værste fald myrdet.
 
Ja okay, det er måske lidt overdrevet eller grotesk sagt – men jeg sidder vitterligt foruroligende tilbage og tænker, hvis ikke man kan regne med politiet, hvem så?