Penge mere værd end mennesker?

Printer-friendly version

Artikeltype: Debat

Tema: Politik og Samfund

Hvordan kan vi leve med den store forskel i strafudmåling på penge-og-øre-kriminalitet og så kriminalitet, hvor det er mennesker – kød og blod – der bliver arret på sjælen for resten af livet?

Økonomisk kriminalitet? Mange, mange års fængsel. Sexmisbrug af 8-årig pige? Fængselsstraf på halvandet år... Betinget!
Historien er desværre ikke fiktion, men stammer fra Sønderborg.

En lille pige boede sammen med sin mor i Ulkebøl, men af og til besøgte hun sin far i Sønderborg. Under besøgene blev pigen gentagne gange misbrugt seksuelt af en stedbror.
 
I dag stadfæstede Landsretten i Sønderborg byrettens dom og idømte den i dag 17-årige stedbror halvandet års fængsel, for adskillige gange at have tvunget den dengang 8-årige pige til samleje og anden seksuel omgang.
Drengen har allerede været i fængsel i tre måneder, og da dommen var betinget, er han altså på fri fod i dag… På fri fod i dag?! Hvad sker der?

Hvordan kan man i dén grad værdisætte penge højere end mennesker?
 
Find årsagen
Jeg er godt klar over, at adskillige undersøgelser viser, at straf ikke kommer problemerne til livs, og at fængsel blot en symptonbehandling af nogle ganske alvorlige problemer, men man må da snart tage tingene til efterretning, tage noget socialt ansvar og sætte ting i forhold til hinanden. Hvordan kan vi leve med den store forskel i strafudmåling på penge-og-øre-kriminalitet og kriminalitet, hvor det altså er mennesker – kød og blod – der bliver traumatiseret og arret på sjælen for resten af livet? Klaus Riskjær fik syv års fængsel for økonomisk kriminalitet! Er penge virkelig mere værd end mennekser? Nej altså!

Så Danmark: tag noget ansvar, begynd at årsags-behandle og sæt straffen i forhold til de men, ofrene skal leve med resten af livet. Alt andet er uanstændigt!