Mexico - bagsiden af medaljen 1.

Artikeltype: Historier

Tema: Politik og Samfund

Jeg lever i en helt anden verden, end den vi kender til i Danmark. En verden, hvor vold og kriminalitet opleves dagligt, en verden hvor man skal lede længe efter en næstekærlig person.

Det er for farligt at hjælpe, siger de. For farligt? Jeg, dumme dansker, der altid har lært, at man skal hjælpe personer i nød, det er da min pligt. Hvordan kan det være farligt at hjælpe et andet menneske?

 
En aften, efter det havde styrtregnet, smuttede min kæreste og jeg hen til den lille købmand efter et brød. På vej tilbage ser jeg en ung pige sidde i meget lidt tøj på en gennemblødt græsplæne. Hun sidder helt stille og kigger lige ud i luften, det ser ud som om hun har grædt. Jeg siger det til min kæreste, kom lad os spørge hende, om hun er okay. Min kæreste siger, nej er du tosset, vi kan jo ikke vide, om hendes store bølle af en kæreste ligger på lur for at overfalde os og røve os. NEJ, vi må hellere bare gå hjem. Vi vender det blotte øje til, tøffer videre, og dagen efter er det glemt. Eller, ja det vil sige, min kæreste har glemt det, men for mig selv, der endnu ikke efter over et år er vant til ”at vende ryggen til”, er det nu altså ikke glemt. Jeg tænker stadig på, om der var sket hende noget, om hun havde brug for hjælp, og jeg har det meget dårligt med bare at være gået forbi. Det er jeg jo ikke opdraget til!
 
Det er en hård verden vi lever i, en verden hvor frygten har taget over og hvor man ikke blander sig i noget som helst. Hvis folk slås, så slås de - der er jo risiko for selv at blive stukket ned, hvis man blander sig. Hvis folk ligger ”halvdøde” på jorden med, ja undskyld mine ord, lort over alt, de stinker og måske har de blod i ansigtet, som var de faldet eller noget, ja så lad dem ligge, det er vel deres eget problem.
 
Det er meget hårdt ikke at gøre noget, man føler sig ikke kun hjælpeløs, men meget egoistisk – men hvad kan man gøre. Jeg mener, når alle mexicanerne, de som er født og opvokset her, ikke tør hjælpe af frygt for, hvad der kan ske, ja så må jeg være ærlig at indrømme: Så tør jeg sgu heller ikke!
 
Jeg husker 10 år tilbage, hvor jeg for første gang oplevede lignende. Det var første gang jeg besøgte Mexico. I Mexico City, en af verdens største byer, oplevede jeg en gruppe punkere komme gående. Jeg husker tydeligt, det var lige foran en Mc Donalds, en del caféborde ude på gaden, og fyldt med mennesker. De to-tre sidste personer i denne gruppe, stoppede op ved en pige, der sad alene på en bænk. De bad hende om penge. Hun sad der helt alene, mens folk, 1-2 meter fra hende, kiggede den anden vej. Indtil hendes kæreste kom løbende ud fra restauranten, og som den eneste hjalp hende. De to-tre personer gik stille og roligt, grinende videre.
 
Dette skete for mange år siden i en af de største og mest farlige byer i verden. Nu 10 år senere i en af de mest sikre byer i Mexico er vi lige vidt: Næstekærlighed betyder ikke som i Danmark at hjælpe andre, gøre noget godt for andre, nej her er næstekærlighed lig med frygt. Jeg tænker; burde jeg ikke netop kunne se en forbedring frem for en forværring? Hvad sker der lige med moralen og regeringens såkaldte arbejde for at gøre Mexico til et bedre sted at være?