Kirken græder – ligesom alle normale mennesker

Artikeltype: Klumme

Tema: Politik og Samfund

I mediemalmstrømmen foranlediges flere til den triste påstand om, at det er Kirken i sig selv, der skaber pædofili.

 
Kan man gøre katolicismen og Kirken ansvarlig for pædofili? 
Medierne i Europa rummer for tiden mange forfærdelige beretninger med afsløringer af seksuelt misbrugte for år tilbage i Den katolske Kirkes varetægt. Det gør ondt på alle normale mennesker at læse, og mange er vrede på Kirken på grund af dens manglende udviste handlekraft. Ingen kan undgå at være medfølende med hver en pige eller dreng, kvinde eller mand, som har fået krænket den tillid, en række syge mennesker har udnyttet. For det er en ufattelig misbrug af tjeneste og modtaget tillid. Nedenstående ser på intet tidspunkt bort fra medfølelsen over for de krænkede.
 
Det er vigtigt at have dette for øje, for omvendt er artiklen ikke et læskur for populistiske og fordomsfulde påstande. Læs med.
 
 
Kirken skaber ikke pædofili 
Det massive flertal af præster er ordentlige og korrekte. Det er mennesker, der har valgt at lytte til deres kald om at være i Vor Herres tjeneste. Men på samme måde, som der ikke skal meget eddike i et glas vin for at spolere det, skal der heller ikke være mange forbrydere for at kaste lange skygger ind over hele præstestanden og andre, der ligeledes virker i Kirkens tjeneste for børn og unge. Og det er for resten en omfattende og vigtig karitativ tjeneste på verdensplan.
 
Det er naturligvis urimeligt at ordentlige mennesker mistænkes ubegrundet. Alligevel er det til en vis grad forståeligt, at skyggerne fra skandalesager bliver så lange, som de gør. På samme triste måde som mange en mandlig børnhavepædagog, må også mange præster lide den tort at blive set an med skeptiske øjne. Det er i sig selv smerteligt. For en af Vestens credoer er et bestandigt opgør med fordomme: Nazitidens forestilling om racehygiene eller den ejendommelige italienske retsmediciner, der for lidt over 120 år siden mente at kunne opstille fysiske standarder for forbrydertyper, har vi lagt bag os. Begge var tankesæt baseret på darwinismens ræsonnenementer – hvilket i øvrigt ikke var rimeligt over for Darwin.
 
Vi skal altid møde et nyt menneske åbensindet, netop fordi det er et menneske.
 
Midt i mediemalmstrømmen foranlediges flere til den sjuskede påstand, at det er Kirken i sig selv, der skaber pædofili. Et menneske kan da ikke være aseksuelt, synes forestillingen at være. Hvorfor ikke, må man spørge? Vi er jo netop ikke som dyr, der parrer sig hele tiden eller på anden måde er underlagt intuitiv drift. Vi mennesker har både hjerne og hjerte, der sætter os i stand til at føle, tænke og vælge. Hele civilisationens historie har jo indeholdt en dannelsesrejse i mådehold og høviske omgangsformer over for mennesker. De færreste mennesker oplever sig kaldet til at leve i et cølibat. Men det forhindrer jo ikke mennesker at leve sådan. Og dem som vælger cølibat, klager sjældent over det. Det er som regel os andre, der ikke kan begribe afholdenhed som del af religiøs styrke.
 
At påstå at Kirken skaber pædofili er derfor at bytte rundt på årsagssammenhængen. For det er ikke Kirken, der skaber pædofili. Derimod er det pædofile mennesker, der ødelægger Kirken. Folk med pædofile tendenser har det med at søge derhen, hvor der er et stort udbud af børn, altså: Sportsklubbers ungdomsafdelinger, børnehaver, skoler, fritidsklubber, spejderklubber for nu vilkårligt at nævne steder, hvor børn og unge kommer. Principielt set svarer en sådan påstand til at anklage børnehaver for at være moralsk og etisk problematiske, fordi der statistisk set finder overgreb mod børn sted i børnehaver. Det ville jo være en meningsløs anklage. Det er selvfølgelig ikke Kirkens skyld, at pædofile har misbrugt børn, lige så lidt som det er børnehavers.
 
Hvor den generelle pædofilifrygt næsten har udrenset alle mandlige pædagoger i danske institutioner, så forholder Den katolske Kirke sig konkret til problemet. Den gør en stor indsats for at forebygge og forhindre fortidens fejl. I dag er der meget opmærksomhed på den frygt for overgreb, der hersker hos mange mennesker. Katolske børneforældre er ikke mindre opmærksomme på problemstillingen end andre børneforældre. Til Kirkens ære må det påpeges, at der efterhånden de fleste steder er udarbejdet handlingsplaner ved mistanke om seksuelle overgreb. Fortidens forteelser kan næppe komme til at gentage sig på samme skala. Samme tiltag burde nok overvejes alle verdslige steder, hvor børn og unge færdes?
 
 
Had og fordomme over for Kirken 
Den hårde kritik med sammenblandede påstande handler om et slet skjult had til katolicismen. Der findes næppe andre trosretninger, der som katolicismen er gratis at slå på. Muligvis er det i  protestantiske kulturer en særlig yndet disciplin at hade Den katolske Kirke selv 500 år efter munken Luthers reformation? At tillægge Den katolske Kirke og dens præster dårlige egenskaber, at Kirken var og er ond samt undertrykkende mod fritænkere, at katolikker blot skrifter og straks efter teer sig, som de vil, og så videre: Tag nu blot paradigmet afladshandel, et fænomen fra Middelalderen, der blev afskaffet allerede før Reformationen. Alligevel lever vrangforestillingen stadigvæk mange steder.
 
Men det ændrer ikke ved det faktum, at hvis eksempelvis muslimer eller jøder fik samme tæsk, anklager og dårlig presse, så ville råb om antisemitisme og islamofobi snart lyde. Sådan er det ikke, når det gælder Den katolske Kirke. For fordomsfulde mennesker kan hurtigt blive enige om at skyde Kirken skumle hensigter og menneskefjendske synspunkter i skoene. Således kan abortmodstanden da umuligt have noget med at ville sikre det ufødte barns rettigheder. Det må da udelukkende have noget med kvindehad at gøre? Den beskyttende holdning til ægteskabet kan umuligt være udtryk for kærlighed. Det må da udelukkende skyldes, at man vil reproducere patriarkale normer? Og er Vatikanet ikke blot en glubsk foretning og pengetank, der udnytter arme katolikker, der ikke har samme ”høje” indsigtsniveau som kritikkerne, og på grund af naivitet ikke kan se det ”latterlige” i at tro på Gud, især når Nietzche nu ellers har forklaret os alle, at Han er død og vi allesammen er vores egen autoritet. Katolicismen som Kristendommens formidler gennem turbulente 2.000 år er påfaldende svær at goutere for mange moderne mennesker. Basal uvidenhed og fordomme er ofte styrende for meningsdannelsen. Og hvad værre er, så er der lige så ofte ingen interesse i at udfordre fordommene. I det omfang der overhovedet et spirituelt behov, synes mange uvidende heller at ville opholde sig med farlig teosofi, reinkarnation og tarokkort.
 
 
Værdirelativisme som norm 
Men tilbage til omdrejningspunktet: Overgreb finder sted overalt. I Danmark, i Frankrig, i Irland, i Tyskland, i Spanien. Alt for mange steder, hvor børn og unge færdes. Det er så forfærdeligt og forkasteligt. Uanset, hvor det sker. Og bedre bliver det ikke med en værdirelativistisk påvirkning. Som fornyeligt Berlingske, der opfordrer unge læsere til at sende beretninger ind om deres debut i sexlivet. Eller den nyere danske forfatter Marina Roné, om hvilken anmelderroserne ingen ende tager. Hendes seneste udgivelse ”Det skete” har endog meget stærke pædofile scener – og hvor man, helt på linje med syge menneskers syge fantasi fremstiller barnet, som den, der lokker og frister. Den voksne pædofile er altså blot fremstillet som en, der formilder på den mest generøse måde. Dette er åbenbart stor litteratur fra Gyldendals Forlag, endskønt beskrivelserne må sidestilles med fotografisk pornografi.
 
 
Kirken græder 
Kirken fortjener ikke den hårde medfart, som den får i presse og blandt meningsdannere, og Kirken er ikke skyld i, at pædofile udnytter dens rammer til at begå forbrydelser. På samme måde som de fleste danskere forbliver danske, selvom politiet i Danmark hver eneste dag burer farlige og nedrige forbrydere inde, forbliver katolikker trofaste over for Kirken. Jeg vil nødigt sættes i hartkorn med kriminelle bare fordi, de er fanget i Danmark eller fordi, de er danske. Det forhold, at der er brodne kar blandt danskere sætter ikke statsborgerskab til diskussion, og det forhold, at der desværre afsløres forbrydere i Kirken sætter heller ikke katolikkers glæde for Kirken over styr.
 
Ligesom Kirken selv, græder katolikker i hele verden over overgreb og misbrug, som har fundet sted.