Kamelot rule the World!
Artikeltype: Anmeldelse
Tema: Kultur og Underholdning
Jeg havde godt set plakaterne rundt omkring i byen, men havde ikke videre fæstet mig navnet. Kendte dem ikke, - "sikkert et wannabe-heavyband fra lokalområdet"... Men uanset, det givne band skulle holde koncert i Elverum, 23. maj 2009.
Men lidt tid senere fik jeg dog via et medlem i byens fotoklub opsnuset at noget stort var i gang, - og at fotoklubben skulle indblandes. Så i regi af at være fotoklubbens næstformand, gik tingene pludseligt stærkt!
Det internationale kendte heavyband "Kamelot" skulle spille koncert i Elverum, og det var ønsket at fotoklubben stillede med 10 fotografer, for at forevige eventet - dette til en senere fotoudstilling omkring hele arrangementet!
Så sådan blev det, og vi fik en hel del at gøre på meget kort tid, samtidig som bandets hovedperson kom tættere og tættere på. Roy Sætre Khantatat, som med norsk mor og thailandsk far opvoksede i en lillebitte flække et stenkast fra Elverum. Og ikke desto mindre åbenbart både var en gammel klassekammerat til mange af mine egne bekendte, og lidt mere for en anden... Jeg fik meget at vide omkring Roy, - en person som jeg førhen ikke anede hvem var, endsige hans band som han immervæk havde spillet med siden 1997, - og udgivet et hav af CD'ere med. Oven i købet bor jeg nærmest dør om dør med hans mor i dag... Verden er godt nok lille, når den endelig åbner sig op for en!
Kamelot var ved at afslutte deres verdensturné, og valgte at tage turen ind omkring Roys hjemby inden sommeren for alvor satte ind. Det i sig selv er ganske stort, eftersom bandet til daglig har base i Florida, USA.
Mange mennesker fra nær og fjern var mødt op i midtbyen. Det vrimlede med sortklædte unge med pigarmbånd, kraftig eyeliner og T-shirts påtrykket "I was there". Stemningen var ikke til at tage fejl af, - dette her ville blive stort. Som vores eget lokale "Woodstock". Jeg gik rundt i byen med mit kamera i timerne forinden koncerten, og hørte mange udenlandske stemmer i mængden, - også mange danskere. Stoppede et par af dem, som afslørede at det nok ikke var specielt mange danskere som kendte til netop Kamelot, men at de som gjorde - ja, de var hardcore fans!
Bandmedlemmerne dukkede da pludselig op ved et af byens shoppingcentre, som en kæmpe ekstra overraskelse for sine fans. Sad der helt roligt i majsolen og skrev autografer og snakkede stille og hyggeligt med folk omkring sig. Køkulturen blev også overholdt, og alle fik sit øjeblik med de forskellige medlemmer. Ikke ligefrem noget man ser alle steder...
Mørket faldte på, og Kamelot steg på udendørsscenen, som det sidste af ialt fire bands. Opvarmningen havde været suveræn, og nu var publikum heltændte på Roy og band. Og de leverede til alles fulde forventninger! Fantastisk koncert med mange indslag af overraskelser og lokale tilbageglimt for Roy selv. Bl.a. tog han på et tidspunkt sin gamle bedstefar Kåre med op på scenen, for i duet at synge en lokal dansevise, mens bedstefar Kåre spillede på accordeon. Roy Khan må have følt sig som en konge - ruler of the World, som han stod der foran sine familiemedlemmer, gamle klassekammerater og tidligere arbejdskolleger. Fans i massevis, som bare ville have mere og mere!
Vi fotografer fra klubben gik rundt og forevigede hele koncerten, både med bands og publikum. Det blev til rigtig mange billeder, - hvoraf ialt 30 senere hen blev udstillet i et af byens kunstgallerier, omkring byens helt store begivenhed. Vi fik solgt mange billeder på auktion, og donerede resten til ungdomshusets rocke-værksted.
Det var en hård omgang, at være så meget på vagt under sådan et arrangement. Alle fotografer var meget, meget trætte dagene derpå, men holdte hårdt for at få billederne klare til udstilling weekenden efter.
En enorm udfordring, - ikke bare for os i fotoklubben, men også for byens lokale eventbureau som klarede at opfylde deres eget store ønske om en gigantkoncert i hjembyen. Frivillige lokale kræfter, som bidrog til at få dette til at ske. Det er fuldt muligt at der var meget usikkerhed i kulisserne, men alle klarede at få dette til, - og det blev kæmpestort!
En fantastisk oplevelse!
































Indsend kommentar