Ja, vi elsker dette landet!


Randi Krog Belseths billede

Af Verdensjournalist Randi Krog Belseth - 28 februar 2010

Artikeltype: Reportage

Tema: Dansk i Verden og Integration

Studie, job, længere rejser eller sit livs store kærlighed… Der findes mange årsager til, at man pludselig rykker de danske teltpæle op og flytter til udlandet. I mit tilfælde var det kærligheden som gjaldt.

Et skattekammer af oplevelser
 
Norge er et stort og langstrakt land med utrolige store kontraster inden for egne grænser. Her er uanede mængder af natur, oplevelser og kultur. Det har jeg selv fået en smag af, da jeg har rejst en del rundt med tog heroppe. Der er jo nogle fordele ved at være gift med en NSB-ansat. Min mand er overkonduktør inden for De Norske Statsbaner.
 
I fjor tog jeg en hel uge fri og rejste alene med tog hele vejen op til Bodø. Det var en meget lang tur, hvor jeg bl.a. måtte overnatte undervejs i Trondheim. Fra Bodø gik det videre nordover med fly til Andenes i Vesterålen, hvorfra planen var en tur ud med ”Verdens bedste hvalsafari”. Jeg fik nogle virkelig imponerende oplevelser i mødet med de store kaskelothvaler i Nordatlanten. En oplevelse, som varmt kan anbefales!
 
Røros, Bergen og Kristiansand - tre byer som ligger langt fra hinanden, men som jeg også har besøgt i tiden heroppe. Det fortæller samtidig lidt om vidderne i Norge med store fjeld- og vildmarksområder, skove, søer, små og store byer.
 
Elverum selv ligger i Østerdalen ikke så forfærdeligt langt fra nogle af de store og mest populære alpin- og langrendsanlæg i Norge. Dette er et område af ”Fjeldnorge”, hvor indbyggerne er lidt mere rå og hårdføre end andre steder. Men det kan så udmærket godt tænkes, at det bare er min egen personlige opfattelse af Elverumsingerne.

 
Værdier og traditioner
 
Nordmændene er meget stolte af deres land og traditioner. Sport og jagt er yndede fritidsaktiviteter, og specielt vintersporten er fremhævet. Det er vel de færreste nordmænd, som ikke mestrer enten ski eller skøjter i dag; det hører ligesom med i opdragelsen.
 
Påsken er den helt store familiehøjtid, hvor de, som kan, drager på hytteferie i fjeldene. Her slæber de ski, kælke, brætspil og kriminalromaner med, sammen med kakaomælk og appelsiner. Påsken er for mange en meget vigtigere højtid end julen. Her er kvalitetstid med familien så absolut i højsædet!
 
Nationaldagen, den syttende maj, fejres også på behørig vis med paradeoptog, flag, is, pølser og sodavand i lange baner. Her luftes den norske folkedragt - bunaden - som flittigt vises frem på festdage af både national og familiær karakter. En del vælger endda at blive gift i deres bunad. At danskere ikke har samme traditionsbånd til sine egnsdragter, synes jeg egentligt er synd og skam. De liver nemlig gevaldigt op i bybilledet, når der er festivitas i farvandet.

 
Den store forskel?
 
På mange måder synes jeg, at Norge er et bedre land at bo i end Danmark. Men nu er jeg også forælder, bl.a. til et barn med særlige behov. Mange af mine bekendte i Danmark kæmper en indædt kamp mod kommuner og hjælpeapparater om støtte og opfølgning til deres børn, men i Norge er det den helt omvendte verden. I min kommune får vi nærmest smidt tilbud i nakken og bliver oplyst om vores rettigheder. Nej, i dette tilfælde kan vi så sandelig ikke klage!

 
”Ta en tur da vel”
 
Norge sidder på en stor bunke af flotte kvaliteter, som det er værd at tage med sig. Natur, kultur, oplevelser, traditioner og moralske værdier - alt sammen noget, som jeg ville ønske, at mange flere af mine egne landsmænd ville tage mod til sig for at opdage.
 
Nordmændene plejer at sige, at ”det er dejligt at være norsk i Danmark”, men det er bestemt også ”dejligt at være dansk i Norge”.
 
2/2

Indsend kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
  • Allowed HTML tags: <a> <em> <strong> <cite> <code> <ul> <ol> <li> <dl> <dt> <dd> <b>
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

Mere information om formateringsmuligheder

Image CAPTCHA
Enter the characters shown in the image.
Verdensjournalist
Randi Krog Belseths billede

Verdensdel
Europa

Land:
Norge

Randi Krog Belseth
Randi Krog Belseth
Karoline H. Larsen
Administrator
Pernille Thorup Christensen