Indisk shopping

Artikeltype: Reportage

Tema: Kultur og Underholdning

Min gode veninde havde planlagt en rejse til Indien. Tilbudet som backpacker-rejsemakker var der. Skal, skal ikke, skal?! Men jeg, som fra naturens side er fuldstændig ubeslutsom, bestilte først min flybillet to uger før afrejse! Personligt synes jeg ikke at det hjalp, at alle, jeg kender, førte skræmmekampagner med "grufulde Indien-oplevelser".

Men snart var rygsækken pakket og med sommerfugle, eller måske nærmere natsværmere, i maven drog den rutinerede Vesterbro-spejder og jyske jomfru-backpackeren af sted til Indien.
 
Inderne - de sande ”molboer”
Meget kan sikkert sige om Indien, men en ting er sikkert: de er sjældent underbemandet på arbejdspladserne. Hellere en ekstra medarbejder og mærkværdige arbejdsprocedurer end effektivisering og besparelser.

Vi var inde i den største tøjbutik på gaden. Jeg var lettere irritabel og frustreret, over hvad ved jeg ikke, men min tålmodighed var lille. Ikke den bedste sindstilstand at shoppe i - mindst af alt i Inden. Nå, men jeg fik valgt mig en longi (ternet stykke stof, mændene bruger som kjole) og forklarede en af de tre ekspedienter, som havde hjulpet mig, at jeg ville kigge lidt mere. Allerede her vokser irritabiliteten over at kommunikere med tre og ikke en enkelt ekspedient. Normalt vil varen blive fragtet til kassen, indtil du er færdig. Men nej! Jeg var så heldig, at den ene ekspedient ønskede at yde max service. Han fulgte efter mig rundt i butikken. Han stod i nakken af mig, mens jeg hjalp min veninde i hendes valg af tøj - og der var naturligvis allerede tre ekspedienter omkring hende. Jeg holdt ud i få minutter og gik så hen til kassen i den tro, at jeg kunne komme ud af butikken hurtigt. Men nej! Nu skulle jeg først igennem en molboagtig procedure.
 
Molbo-procedure med stempel på
1. Ved kasse A læser ekspedienten prisen højt for kassedamen. Hun taster, og jeg får en bon, som skal afleveres ved kasse B.
2. Kasse B ligger to og en halv meter fra kasse A. Der er ingen kø. Alle fire kassemedarbejdere kan se, at jeg går over med min bon for at betale. Jeg betaler og får et stempel på min bon.
3. Tilbage til kasse A og den tredje medarbejder. Jeg afleverer min bon, nu med stempel. Manden studerer den meget nøje, læser, vender og drejer den. Jeg får endnu et stempel på min bon. Selvom han lige har set, at jeg har betalt to meter derfra, og der er stadig ingen kø ved nogen af kasserne (På dette tidspunkt er jeg ved at sprænges af frustration og utålmodighed). Endelig udleverer han min longi samt den overstemplede bon.
 
Under hele proceduren var den oprindelige ekspedient ved min side (eller i nakken af mig!) for at sikre, at alt forløb korrekt.
Lykkelig for at det var ovre, vendte jeg mig om for at få min veninde med ud. Mit blik mødte ti mandlige ekspedienter, som stod rundt omkring på gulvet og lavede absolut intet. De nikkede og pegede mod et hjørne af butikken for at vise, hvor min veninde var. Jeg tøffede af sted i retningen og fandt hende. Få minutter senere kom jeg heldigvis ud af overbemandet butik!
Deres ineffektivitet samt de gode intentioner minder mig om de gamle molbo-historier. Jeg takker for det høje serviceniveau, men husker at have en større tålmodighed med i bagagen næste gang jeg tager på shopping i Indien.