Hvorfor er mor ikke CEO?

Artikeltype: Debat

Tema: Penge og Erhverv

Der er sagt og skrevet meget om, hvorfor kvinder sakker bagud på arbejdsmarkedet trods bevidste bestræbelser på det modsatte og en tilsyneladende positive holdning til at udligne kønsforskellene på arbejdsmarkedet. 

Sporgsmaalet er stadig: Ved vi nok om, hvorfor det er sådan?
Professor på University of Chicago University’s verdenskendte Booth School of Business, Marianne Bertrand, har forsket i diskrimination på arbejdsmarkedet. Hendes speciale er CEO løninger og frynsegoder og lovgivningens indvirkningen på disse områder. Hun er vidt citeret i de førende økonomisake tidsskrifter og har fået adskillige priser og udmærkelser for sin forskning. Så man er i gode hænder, når Bertrand rider en af sine kæpheste, kvinders placering på ledermarkedet, i sin nye rapport “Hvorfor er Laura ikke en CEO?”
     Ved slet ikke at komme ind på at kvinder “ikke har, hvad der kræves” eller i snæver forstand er genstand for diskrimination, afviser Bertrand disse fordomme. Hun styrer direkte efter at belyse dels hvor store er indkomstforskellene mellem mænd og kvinder, dels hvorfor de består selv blandt de højest uddannede kandidater, og dels hvorfor vokser forskellene.
 
Store forskelle – mange årsager
     Bertrand koncentrerer sig om MBA’er, især fra de “store skoler” som Chicago og Harvard. Et år efter deres uddannelse tjener mænd i gennemsnit $130.000 mod kvindernes $130.000. Ni år efter er forskellen henholdsvis $400.000 mod $250.000. Og kun 2.5 pct. af alle CEO’er er kvinder.
     Bertrand belyser tre faktorer som resulterer i disse forskelle: (1) forskel i grunduddannelse og træning (BA) inden en højere uddannelse (MBA), (2) forskelle i afbrydelsen af karrieren (defineret som et seks måneders fravær), og (3) forskelle i tiden brugt på jobbet.
     Det er gammelt nyt, vil mange sige, men Bartrand undersøger problematiken i en dynamisk sammenhæng. Hun fandt . . .
     - at kvinder sakker bagud med en faktor tre i videreuddannelsen fra BA til MBA
     - at kvinder starter med en lille (men signifikant) forskel i deres adgangskarakterer til MBA studiet – 3.25 og 3.38 GPA (grad point average) for henholdsvis kvinder og mænd;
     - at mandlige og kvindelige MBA’er har nær-identiske lønninger et år efter deres uddannelse (1990), men at der går ikke længe inden en spredning opstår. Fem og ti år senere er spredningen betydelig; samtidig vælgsakker
     - at andelen af ikke-arbejdende kvindelige MBA’er stiger til 13 pct. efter ni år, mens kun 1 pct. af mændene er uden for arbejdsmarkedet
     - at kvinderne kun halvt så ofte vælger financielle fag (som leder til de højt betalt job i finansindustrien)
     - at kvindelige MBA’er i gennemsnit har en 52 timers arbejdsuge mod 58 uger for mænd; resultatet er, at kvinder har cirka  seks måneders mindre joberfaring efter 9-10 år
     - at børnefødsler er den største enkeltfaktor i kvindernes mindre joberfaring, både med hensyn til afbrydelser af karrieren og til den kortere arbejdsuge; over en femten års periode har kvinder i børnefamilier circa otte måneders  handicap i forhold til mænd (tilsvarende har kvinder uden børn et 1.5 måneders handicap)
     - at mødre vælger mere familie-venlige karrierer og i stigende grad undgår de lange arbejdsuger, som er forbundet med forfremmelse, især hvis deres mand/partner har et vellønnet job
     - at der, som bekendt, er langt flere kvinder på deltid-markedet. Andelen af kvindelige MBA’er, som arbejder på reduceret tid, vokser fra 29 pct. et år efter deres uddannelse til 56 pct. ni år efter! Kun halvt så mange mænd arbejder på deltid.
 
Tallene lyver - ikke
       Gennemsnitstal skjuler sandheden. Bertrands forjeneste ligger i at afsløre, hvad der gemmer sig bag dem – især hvis man anser konklusionerne for banale. Den vigtigste  konklusion findes i det forhold, at lønninger i det amerikanske erhvervsliv har steget dramatisk i de senere år og har tiltrukket de bedste talenter. Dette er bedst illustreret ved Bertrands analyse af skiftet i topkandidaternes karrierevalg over tre årtier.
     Lønninger i finansindustrien (i USA)  er tre gange så høje som i industrien i gennemsnit.
     Blandt BA’erne fra Harvard University (1970) havde 5 pct. af dem stillinger inden for den financielle sektor femten år senere. Af de BA’er som forlod Harvard i 1990 var hele 15 pct. ansat i den financielle sektor efter femten år. Den tilsvarende andel af kvindelige BA kandiater i finanssektoren var 35 pct. lavere end mændenes.
       Man kunne ønske en klar vurdering af i hvor høj grad kvinder betales samme løn for samme arbejde, og man savner en mere dybdegående undersøgelse af ikke-kvantative faktorer. Men Bertrands rapport (59 sider) er rig på demografiske detaljer, og når hun er på talerstolen og forlægger sine resultater sikrer hendes solide baggrund, at selv de mest dybdeborende spørgsmål bliver besvaret.
     Gå til http://www.chicagobooth.edu/gls/schedule/london/2009-03-05.aspx, hvor der er detaljer om Professor Bertrands Global Leadership Series i London.