Hvor er min kuffert?

Artikeltype: Reportage

Tema: Rejser og Natur

DEN VAR DER ikke… kufferten!
    Vi stod med betænkelige miner ved bagagebåndet i terminal 1 i Kastrup lufthavn, fruen og mig og vores ældste søn, som var mødt op for at hente os. Dagen efter skulle vi sammen med ham og kæresten påbegynde tre ugers juleferie og familiebesøg hos lillebror i Vietnam.
    Jeg havde bemærket en tom barnelift passere forbi nogle gange. Hvor mon barnet er, tænkte jeg åndssvagt. Selvfølgelig er barnet der ikke, det tager man vel op, inden man indleverer liften. Men nu hvor jeg havde spottet den lift, var den blevet en slags pejlemærke for mig. Den kom forbi igen.. igen… og igen. Og for hver gang den rullede forbi, blev jeg en tand mere klam i hjernen. Hvad nu hvis… og så en hel masse billeder. Tre ugers ferie uden bagage…!
    Nå, gamle dreng, tag det nu roligt. Hvis ikke den er med her, så kommer den med næste fly, og vi har stadig tid at løbe på indtil i morgen middag. Ingen panik – endnu! Vi skulle overnatte på Gl. Kongevej, og de ville garanteret bringe den ind senere i aften eller senest i morgen formiddag. Der må da være grænser for, hvor borte en kuffert kan blive imellem Aalborg og København. Vi var tjekket ind på Norwegian flight DY 975 med afgang kl. 17.25, og vi havde med egne øjne set begge vore kufferter rulle ud af afgangshallen, så at sige hånd i hånd. Og fruens kuffert var vi for længst blevet genforenet med i Kastrup.
   Efter mange, måske en halv snes gensyn med barneliften, som fik det mere og mere for sig selv på bagagebåndet, begyndte jeg så småt at indstille mig på, at min kuffert var ved at forvandle sig fra et rejseredskab til en sag, og sager behandler man ovre i terminal 3.
    - Lige inden for døren til højre hænger en telefon. Løft røret og vent, fik jeg at vide. Ud til bilen og af sted!
    - Novia, lød det i røret. Det er dem der tager sig af logistik og bagagehåndtering i Kastrup lufthavn. Jeg oplyste mit ærinde, og stemmen sagde vent! Det gjorde jeg så i en rum tid. Langt om længe blev jeg hentet og ført ned i den store kufferthal under terminal 3. Tiden gik. Jeg skulle nu interviewes om hændelsen, og en property irregularity report skulle udarbejdes som dokumentation for kufferttabet. Mere tid gik, klokken havde nu passeret 20.
 
Koks i køkkenet
    Hjemme på Gl. Kongevej forsøgte Carina, sønnens kæreste, desperat at redde det, der skulle have været en lækker præ-julemiddag, en slags erstatning for den danske jul, vi var ved at rejse væk fra. Flæskesteg med sprød svær, rødkål og sitrende sovs.
    Hun blev via mobilen holdt løbende underrettet om hvor vi var og hvordan det gik med sagsbehandlingen, og hun forsøgte ud fra strømmen af opdateringer at styre og kontrollere køkkenet ved at skrue op og skrue ned for blussene og sætte på stand by og jeg ved ikke hvad. Ved nitiden nåede vi endelig frem til julemiddagen. Den sprøde svær havde nu konsistens som et elkabel, og selve stegen så ud og smagte, tror jeg, som et Staedtler viskelæder. Jeg havde ondt af Carina, som havde villet det så godt, men nu var blevet kuffertkrisens første offer.
 
Jagten intensiveres
    Dagen efter om morgenen havde jeg stadig ikke hørt nyt, så jeg ringede til Novia for at spørge til sagen. Man kunne nu fortælle mig, at min kuffert havde været et tur i London, og at den ville arrivere i Kastrup samme eftermiddag.
    – Da er vi rejst, sagde jeg. Men kunne den flinke dame i telefonen så ikke sørge for at kufferten blev sendt efter os? Vi skulle bo på Church Hotel i Hanoi i 5 nætter, så der var masser af tid til at kufferten kunne indhente os. - Da gik det op for mig, hvad jeg inderst inde måske nok vidste: Norwegian spiller ikke i flyselskabernes superliga!
    - Neejj, sagde stemmen, det bliver nok ikke så let. De store flyselskaber vil ikke sådan bare lige slæbe rundt på de små frækkerters fejlslag.
    - Kan I så ikke sende den som luftfragt, foreslog jeg. Det kunne damen i røret på det bestemteste ikke tage stilling til, det skulle Norwegian selv afgøre. Men hun ville undersøge sagen og ringe tilbage inden middag.
   Det gjorde hun så ikke, og jeg tastede igen Novias nummer. En ny stemme kom til, og efter jeg havde resumeret begivenhederne nok engang, blev jeg henvist til at kontakte Norwegian direkte.
   Godt! Jeg fandt et nummer på Norwegian i Danmark og fik en endnu kvindestemme i røret. Forelagt sagen, sagde hun, at hun ikke havde med bagage at gøre, det hun kunne tilbyde var at ændre min billet.
    - Det er jeg ikke interesseret i, sagde jeg. Jeg er hvor jeg gerne vil være, det er mere min kuffert der er problemet. - Jaså! Jeg fik nu stukket et telefonnummer til Norge ud. Der kunne jeg henvende mig med mit kuffertærinde.
   Det virkede umiddelbart ret bureaukratisk på mig at skulle ringe til Norge for at berette om en forsvunden kuffert i Danmark. Så fik jeg en ide! Jeg sender dem en e-mail, hvor jeg i klart sprog redegør for hele forløbet, nøgternt og ordentligt. Så kan de bære den rundt på direktionsgangen deroppe i Norge og diskutere, om de skal yde deres kunder en anstændig og aldeles rimelig service eller ej. Jeg fandt e-mailadressen hjelp@norwegian.no. Det må lige være der jeg skal hen, tænkte jeg. I emnefeltet angav jeg ’Bortkommet bagage’. Mail afsendt 20.12.2009 kl. 08:52:54. Det kan ikke slå fejl!
   Samme dag kl. 09:18:32 indløb en automatisk svarmail fra support@norwegian.no. ”Takk for e-post. Din henvendelse ”Bortkommet bagage” har blitt mottatt. Vi har registrert henvendelsen med følgende saksnummer: Saksnummer 942811. Henvendelsen din vil bli behandlet fortløpende av en kundebehandler hos oss, og du vil få svar så snart som mulig”.
   Vi er nu sådan cirka to tredjedele henne januar, og jeg er for længst vendt tilbage til Danmark og det grå arbejdsliv… men jeg har endnu intet hørt fra Norwegian.
   Jeg var forudseende nok til at foretage lidt tøjindkøb i Kastrup lufthavn, men det var ikke lige sommertøj, der prægede udbuddet der. I Hanoi blev der dagligt afsat tid til af finde butikker, der kunne tænkes at have tøj og sko, der passer mig. Så må vi nedprioritere Ho Chi Minh og andre seværdigheder, for tøj på kroppen, det skal man have.
    Men jeg skal sige, at det ikke er nogen let opgave i et land, hvor de fleste mænd når mig til et sted imellem brystbenet og hagen. Ca. 1.90 m er jeg, er ret bredskuldret og jeg befinder mig bedst i skonummer 44. Heldigvis er mine to sønner af nogenlunde samme kaliber, så jeg kunne låne mig frem som supplement til det, det dog lykkedes mig at finde i butikkerne.
 
Kufferten vender hjem
    Den 23. december om aftenen vietnamesisk tid, eller midt på eftermiddagen derhjemme, ringede min mobiltelefon. Det var en flink fragtmand, der stod ved min dør i Hjørring og ringede på. Han havde en kuffert til mig. Jeg var lige ved at spørge, om han ikke kunne komme til Hanoi med den, men jeg tog mig i det. Han var jo sagesløs og ville sikkert ikke begribe dybden af en sådan bemærkning. Jeg gelejdede ham i stedet over til naboen, som tog imod og passede på min i utide hjemvendte kuffert, indtil genforening kunne finde sted.

    Her nogle uger efter går jeg stadig og filosoferer over forløbet. Afstanden imellem succes og fiasko er ikke ret stor. Norwegian kunne så let som ingenting have fået en 1.90 m levende reklamesøjle gående rundt i det nordjyske og fortælle, at Norwegian ikke bare er billig at flyve med, de yder også ekstraordinær service når det gælder. Det havde kostet dem en klatskilling af en gang kuffertfragt, men hvad så….
    Nu har de en ikke sur, men småærgerlig kunde, der bare for at få lidt luft og ro i sjælen føler sig foranlediget til at indvie andre i oplevelsen. Og så kan det jo være at budskabet alligevel ad indirekte kanaler når frem til Norwegian. For e-post læser de åbenbart ikke.
    Jeg hopper måske nok på et Norwegian fly en anden gang, men jeg vil nu alligevel overveje at tænke større i fremtiden – Scandinavian, måske…