Fransk transportsolidaritet

Artikeltype: Klumme

Tema: Kultur og Underholdning

Den danske restaurant Noma har lige set sig tildelt titlen som “verdens bedste restaurant”, og jeg har oplevet solidaritet hos franskmaend, så måske er det tid at rykke ved stereotyperne?
 
Mig først !!
Det er efterhånden ligeså svært at finde en parkeringsplads i centrum af Nantes, Bretagne, hvor jeg bor, som det er i København, og de gratis pladser svinder måned for måned.
I samme takt fyldes de offentlige transportmidler, og jeg er selv blevet hyppig bruger af byens tramway. Som regel står alle og klumper sig sammen foran dørene. De, der står og vil ind, spærrer vejen for de udstigende passagerer, som så igen spærrer vejen for dem, der vil ind. Måske er det blevet sådan i Danmark i løbet af de 20 år jeg har boet ude, men for mig er det et typisk fransk fænomen, at være så individualistisk, at man tror man er helt alene i verden og har det offentlige transportsystem for sig selv. Ligesom de samme franskmænd også ofte tror de er alene på vejene, når de sætter sig bag rattet for at køre til havet i weekenden.
 
Teknisk uheld, vi beklager!
Men forleden aften på vej hjem fra arbejde, blev jeg rigtig glædeligt overrasket. Der var tekniske problemer med tramway’en, alle blev bedt om at stå af… Ok, det var ikke ligefrem dét, der var glædeligt, efter en lang arbejdsdag og en hel del stationer endnu før man er hjemme. Folk stod på perronen og så lidt fortabte ud, hver med sin mobiltelefon for at orientere de ventende derhjemme om, at de nok hellere måtte gå til bords uden dem. Sjovt nok blev ingen irriterede, det er ellers også meget almindeligt hernede i sådan en situation. Det må jo være nogens skyld, der må da være én, man kan skælde ud, om ikke andet, så regeringen…
 
Citizen hitchhiker
Men så skete det, der får mig til at tænke at der måske er én eller anden slags lys forude. En bil, der koerte forbi stationen sagtnede farten og rullede vinduet ned, og fluks masede tre personer sig ind på bagsædet. Det satte en hel lavine igang, de følgende biler stoppede ligeledes op og folk steg på. Til sidst stod der kun et par stykker tilbage og så forundrede på hinanden. Der iblandt mig selv.

Det var da ligegodt… !!
Da det var godt vejr, det regnede i hvert fald ikke, besluttede jeg mig dog for at gå de par stationer der skulle til, før jeg selv var hjemme, og det var med en god følelse jeg endelig kunne dreje nøglen om i døren til mine ventende teen-age drenge, og fortælle at franskmændene har en lille spire af solidaritet, der var blevet vandet den dag. -Og som måske vil vokse til en større åbenhed og bedre fornemmelse for deres medmennesker…