Fantasien møder Realiteterne
Artikeltype: Nyhed
Tema: Kultur og Underholdning
The Magic Kingdom i Disney World i Orlando har bestået i næsten 40 år og er med 17 millioner besøgende om året ubestridt verdens mest besøgte forlystelsespark. Trods opdateringer og udvidelser fremstår dette magiske Eldorado i dag stort set som ved åbningen i 1971. Og hvorfor skulle man også ændre noget, som er så stor en succes?
Men det første tegn på behovet for ændringer er det presserende kapacitetsproblem. Det store besøgstal medfører utålelige kødannelser, og selv om Disney er verdensmester i håndteringen af store menneskemængder, stiger utålmodigheden uanset alder. Derfor meddelte Disney forleden, at man nu er i gang med en kæmpeudvidelse af Fantasyland – den største i deres historie.
Trusler
Men det er på to andre fronter, at magien trues mest.
Den ene er den stigende opfattelse af, at Fantasyland er “for piget.” Der er for mange princesser og feer, alt for meget Little Mermaid og Beautry and the Beast-temaer . . . ifølge drengene. Der skal nye øjne til at se dette, og det er da også fra den nye topchef Tom Staggs – eller rettere fra hans tre sønner – at opmærksomheden er blevet rettet mod “det pigede.”
Men mest af alt er det kæmpesuccesen lige om hjørnet, der truer Kongedømmet: Harry Potter-parken i Universal Studios. Ikke bare har The Wizarding World of Harry Potter stor appel til drenge i alle alder, det er også den største fornyelse i Orlandos kæmpemæssige turistmarked i mange år – og det er oven i købet lige i kølvandet på Universals anden store satsning; den 1,2 milliarder store Islands of Adventure.
Selvom der altid vil være en magisk tiltrækningskraft fra Disney Worlds-parker, er der nu endnu mere at komme efter i Orlando – og så har vi ikke engang nævnt Sea World.
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
-






















