Et uventet gensyn på Færøerne

Artikeltype: Reportage

Tema: Rejser og Natur

 
”Skal vi absolut gå hele vejen?”
- spurgte min gamle ven mig, i et lidt bebrejdende tonefald,
”busserne kører jo hele tiden – og så er de oven i købet gratis!”
Min gamle ungdomsven Rudolf, var rejst helt fra Australien for at gense Færøerne og især Thorshavn, hvor han i ungdommens vår havde mange gode minder. Navnlig huskede han tilbage på sin ungdomskæreste, og hvor de i sin tid havde haft deres gang.
Vi gik videre ned mod broen, der fører over til bygden Argir. Vi genså det gamle spinderi, der ligger i vandløbet, som fører ud mod Sandagerði, stranden der anvendes til landingsplads for grindefangst.
 
Bygden Argir
I 1970 var Argir en lille bygd udenfor Thorshavn. Bygden havde dengang en hovedgade med én sidegade og ikke ret mange indbyggere. I dag er bygden vokset helt sammen med Thorshavn, med mange gader og huse, der føret langt helt op i fjeldet bag bygden.
 
Imens Rudolf fik alle sine indtryk bearbejdet, rettede han sit blik op imod fjeldet, et blik der næsten ikke kunne tro, hvad der viste sig. Hele bygden var blevet udbygget i sådan en grad, at udviklingen har medført en større udbygning af vejnettet, samt skole, kirke, posthus, butikker og alt hvad der hører til en provinsby i Danmark.
Et af Rudolfs ønsker var, at finde et specielt hus i den anden ende af bygden, et hus der havde tilhørt hans gamle venner Henry og Sonja, men efterhånden tvivlede han på, om huset var til at finde i dette eksplosive byggeri.
 
Huset på Argjaboða
Vi vidste begge, at Henry var død for en del år tilbage, samt, at Sonja var flyttet til Danmark.
Rudolf havde mange minder fra deres hus, hvor han og kæresten tit havde været babysittere. En gang havde Rudolf mødt Sonja mor, som dengang syntes, at han var alt for tynd – og hun havde resolut foræret ham to grydeklare lunder, men en besked om omgående at gå hjem og spise dem, så han kunne få noget sul på kroppen.
Alt dette og meget mere fortalte Rudolf, mens vi gik og betragtede det nye Argir.
Efter nogen tid kom vi frem til vort endelige mål, Argjaboða. Vi mente, at vi kunne genkende det hus vi søgte, men var dog stadig i tvivl. Kort efter stod atter ude på vejen, og så op imod det hus vi mente var det rigtige.
 
Overraskelsen
Små 10 meter fra os, nærmede en lille gammel dame sig, hendes blik var rettet direkte imod os. Da Rudolf meget gerne ville have bekræftet vor eftersøgning, gik han den gamle dame i møde.
”Undskyld – men kan De fortælle os, om det hus deroppe, er Henry og Sonjas gamle hus?”
- spurgte han med en lidt for høj stemmeføring, da han tog det for givet, at konen var tunghør.
”Jeg er Sonjas mor,”
- svarede den gamle dame i et ganske normalt tonefald, da hendes hørelse ikke fejlede noget.
Rudolf var meget tæt på at miste fodfæste ved denne uventede overraskelse, Alt for mange minder væltede uden varsel ind over ham 40 år efter hans afrejse fra Færøerne.
”Kan jeg byde på kaffe,”
- spurgte Sonjas mor, som den største selvfølgelighed. Den færøske gæstfrihed bekræftede sig endnu engang.