Er du gift?

Artikeltype: Klumme

Tema: Kultur og Underholdning

 
Er du gift? Nej.  Har du børn? Nej.  Jeg får nærmest spørgsmålet hver eneste dag, siden jeg flyttede væk fra Christianshavn og i stedet har bosat mig i Mombasa i Kenya.
 
Forleden tilbød en venlig fremmed endda at finde mig en passende mand, hvis det ikke lykkedes for mig i nærmeste fremtid. Altså, sådan helt seriøst.  Jeg er jo trods alt 29 år gammel, og fylder 30 et par dage før året rinder ud. Min tid er kommet.
-          Men man finder ikke bare sådan lige en mand. Jeg har svært ved at forelske mig. Er mit standard svar, de gange, hvor jeg orker at gå ind i diskussionen.
Til den svada svarede manden forleden (i øvrigt selvudnævnt lykkelig gift med ikke mindre end 5 børn), at det er ganske rigtigt ikke er nemt, det der med kærlighed. Men at jeg ikke finder ham så længe jeg har bestemt mig for, at det er umuligt.
 
Så kunne jeg jo ligesom sidde der, med mine gode (gifte) venner til en omgang grillet ged og tygge lidt på den kommentar.
Først synes jeg det var sjovt, at jeg her sådan blev identificeret ud fra, om jeg er gift eller ej. Så begyndte det at gå mig alvorligt på nerverne. Men nu, hvor jeg har haft knap seks måneder til at vænne mig til det, begynder jeg så småt at tænke, at de her kenyanere. De har  måske fat i den lange ende.
Ikke fordi jeg mener, at man skal være gift og have børn inden man når en vis alder. Jeg er selv ikke engang sikker på, at jeg nogensinde skal have børn. Men når jeg ser på mine kenyanske venner og sammenligner dem med mine danske. Så har de en noget mere ukompliceret og naturlig tilgang til hele det menageri der hedder kærlighed, ægteskab og børn.
 
Kort sagt, så ser de på det ret så enkelt. Kan jeg lide dig – og du mig, jamen så er det jo fantastisk. Så lad os da grine sammen, gå ud sammen, kysse sammen og måske endda gå i seng sammen. Og bliver vi gift og får børn. Så er det dejligt og behøver i øvrigt ikke betyde, at vi skal investere i kompliceret barnevogn med 400 indstillinger, 50 forskellige bamser og nok briolegetøj til at udrydde en god gammel bøgeskov. Det med børn er en hel naturlig del af livet. No biggie.
 
En anden strategi end på de hjemlige breddegradder, hvor jeg både gennem mig selv og mine venner m/k har gennemlevet de utallige uskrevne regler, krumspring, og usagte sandheder (ja for slet ikke at nævne de sagte usandheder) der er en del af dating-gamet.
Men regel nummer et. Den ingen må bryde, hvis de skal gøre sig nogen som helst forhåbninger om, at denne date vil føre til mere. Den er stålfast: Du må endelig ikke sige, at du kan lide din date.
Gør du det har du tabt! Så forsvandt jagten og dermed interessen. Punktum!
 
Jeg har tit siddet med mine veninder og sagt. Ej, men hvorfor f… skal det også være så kompliceret. Og kan jeg svare på hans sms nu, eller virker det for desperat? Og hvorfor mon han ikke har skrevet? Og nu skrev jeg til ham først i mandags, så er det altså hans tur til at skrive til mig…
 
Men, hvorfor er det at vi insisterer på at gøre det så kompliceret?  Hvorfor er det, at i en hverdag, hvor alt anden i forvejen kører på de høje nagler, så vil vi ikke (eller tør vi ikke?!) bare sige tingene som de er.
Du der. Jeg kan sgu egenligt ret godt lide dig. Jeg siger ikke at jeg vil giftes med dig. Men jeg siger, at jeg godt kan lide dig. Så skulle vi nu ikke bare tage at give hinanden et kys, og så se om vi stadig har lyst til det om et par uger, måneder, år??
90 procent af mine danske venner er singler. Den lader vi lige stå lidt. 90 procent. Og mine venner er, synes jeg, både smukke, intelligente, sjove, sociale og kærlige mænd og kvinder. Men de cykler rundt i en dating karrusel, der kan gøre selv Universal studios rutchebane-opfindere misundelige.
 
Her i Kenya… Er 10 procent af mine kenyanske venner single. Og dem der er. De har boet i England eller Danmark i en periode.
For mig har det været, først temmelig skræmmende, men senere befriende at opleve, at de mænd (og her tænker jeg ikke på de horder af gade- og stranddrenge der håber på at tjene en skilling ved at erklære mig deres kærlighed) hernede, der har syntes at jeg er en smule interessant, er kommet hen til mig, og så har de sagt det. Bare sådan lige smak op i mit åbne ansigt.
 
Helt ærligt. Det er fantastisk. I skulle tage at prøve det en dag. Jeg lover hermed at jeg vil give los næste gang jeg møder en jeg kan lide. Så siger jeg til ham. Hey du der. Jeg kan godt lide dig. Lige inden jeg kysser ham og så bare venter og ser om jeg stadig har lyst til det om et par uger, måneder,  år.
Ps. Ovenstående blev skrevet for 6 mdr siden. Kort efter mødte jeg ham, manden jeg godt kunne lide. Og jeg sagde det til ham. At jeg synes han var skøn. Og så gik jeg i panik. Men det skulle jeg slet ikke have gjort. Han synes nemlig også at jeg er skøn. Så nu flytter vi sammen og ser om vi stadig har lyst til at kysse på hinanden om et par uger, måneder og år.