En "shockerende" trend

Torben Riises billede
Printer-friendly version

Artikeltype: Debat

Tema: Politik og Samfund

Personlig sikkerhed er big business. Taser guns kan nu købes ved private kaffemøder

En halv snes kvinder mødes til et privat salgssmøde hjemme hos Dana Schafman i Arizona – et møde i stil med Tupperware kaffemøderne i 1970'erne. Hun starter med at fortælle, om det hun frygter mest af alt: At en fremmed mand trænger ind i hendes hjem, mens hun er alene. Alle nikker samtykkende.
 
Populær hos kvinder
“Jeg har altid haft en pistol under min hovedpude for at kunne forsvare mig selv. Nu har jeg en taser gun i min håndtaske”, siger Schafman, som bor alene i sit hus i Gilbert, Arizona. Derefter forklarer hun, hvordan hendes lille Starwars-lignende pistol skyder to små darts mod en formodet voldsmand og sender 50.000 volt gennem hans krop i op til 30 sekunder, når hun trykker på aftrækkeren flere gange.
 
Taser guns er den ny dille hos yngre kvinder. Det er så stor en dille, at der er opbygget en hel stand på det årlige International Consumer Electronics Show i Las Vegas, hvor taser guns går som varmt brød ligesom de sidste elektroniske “gadgets” – og vækker lige så stor beundring.
 
Politiets våben
Taser guns blev introduceret til politiet i de store byer i USA i begyndelsen af dette årti. Formålet var at give politistyrkerne et våben, som på en gang var effektivt til at pacificere en voldelig person, men som ikke dræbte personen – en situation, som i stigende grad er under offentligt pres i medierne. Laser guns var løsningen. Med en lammende effekt kan politiet med et enkelt skud neutralisere en person i kortere eller længere tid. Det er godt nok meget smertefuldt – men ikke dødeligt.
 
Våbenglade borgere i USA indså hurtigt fordelen ved at kunne gøre nøjagtig det samme, og firmaet, som udviklede Taser guns til politiet, udviklede hurtigt en model til den almindelige borger. C2 – “personlig beskyttelse” – kaldes den ganske uskyldigt.
 
C2’erne kommer i feminine farver, er små og håndterlige og lige til at stikke i håndtasken. Prisen for denne nye sikkerhed er 350 dollars, men så kommer den også med MPH – music player holster – så man kan lytte til musik inden eller efter brugen af dette effektive våben. Om The Beatles’ funky “Happiness Is A Warm Gun” er downloaded, forlyder der ikke noget om.
 
Firmaet Taser har ikke selv fundet på kaffemøderne, men indrømmer, at de er effektive og støtter dem helhjertet. Selvom Schafer ikke er ansat, er hun “den perfekte sælger”, siger firmaets talsmand, Steve Tuttle. “Hun er meget overbevisende i sin præsentation.”
 
God, men farlig løsning
Taser synes at være en god løsning på et prækært problem: At kunne skyde uden at dræbe, men det er en udvikling, som vækker bekymring. “Hvis konsekvensen af at bruge et skydevåben er væsentligt reduceret, kan man nemt forestille sig, at ejerne vil bruge dem uden så meget overvejelse,” siger politikommisær Steven Tilbert i Miami. “Skænderi i trafikken eller på arbejdspladsen, utilfredshed med en lærer i gymnasiet, eller en karaktergivning på universitetet, mobning i skoler og mange andre situationer kan nemt provokere brugen af en taser.”
 
Selvom han ikke siger det direkte, anser han det givetvis for en risiko, at almindelige mennesker kan skyde på politiet uden alvorlige konsekvenser.
 
I sandhed “shockerende.”