Binde-galt?
Artikeltype: Klumme
Tema: Sundhed
Jeg indrømmer gerne, at jeg ofte udtaler mig om ting, som jeg ikke ved noget om; det har jeg tilfælles med politikere, blandt mange andre, og ligesom dem, synes jeg at slippe godt fra det: Når jeg holder foredrag om ting, jeg ikke ved meget om, bliver jeg bedt om at komme tilbage.
Så da jeg faldt over et emne, med hvilket jeg absolut ingen førstehåndserfaringer har, tænkte jeg, at jeg måtte lave en lille artikel om det.
Feminin hygiejne (nutidens eufemisme) er et emne, som fra en mands synsvinkel er omgærdet med større mystik end sorte huller og kvantefysik, og som set fra en kvindes synsvinkel er mindst lige så vigtigt. . . . um, vigtigere, siger min kone i baggrunden.
Jeg har altid troet, at et hygiejnebind eller en tampon var relativt banale produkter, teknologisk set – hvis man da kan se på dem fra den side – men der er sket meget siden annoncen i damebladene i 1960’erne kunne fortælle, at Tampax “gør minus-dage til plus-dage.” Annoncerne sagde ikke noget om, hvordan dette, for mig helt ukendte produkt, kunne have sådan en magisk virkning. Måske skulle jeg selv prøve det?
Da jeg ikke kunne nysgerrigheden længere, gjorde jeg det utænkelige – ja, flere årtier efter kan jeg skamfuldt, men vel uden alvorlige konsekvenser indrømme det: Jeg tyvstjal en pakke Tampax hos den lokale købmand, løb hjem, åbnede den og fandt... en vatprop! Wow, den kan gøre “minus-dage til plus-dage.” Tænk engang. Men hvordan?
Jeg var klar over, at der var noget, jeg ikke var klar over.
Siden disse uskyldige år er menstruationen officielt blevet opfundet, og med et sølvbryllup bag mig og en voksen datter i familien er der naturligvis gået et lys op for mig. Men facinationen over, hvad disse produkter kan gøre – hvis man skal tro annoncerne – er ikke blevet mindre. Og nu er vi fremme ved pointen.
Når jeg køber ind i supermarkedet – den lille købmand er væk – går jeg forbi, hvad ligner kilometerlange hylder med hygiejneprodukter, hvor kvinder fordyber sig i nærlæsningen af bruger-manualer, diagrammer og tekniske detaljer. Tekniske, ja!
En tampon eller et bind er nemlig ikke længere blot en tampon eller et bind! Udover alskens størrelser, absorptionsevner og indføringsmekanismer kommer de med forskellige farver (se billede), et udvalg af dufte og indbygget bikarbonat, men jeg tror, deres deres funktion er uændret – her er jeg naturligvis på glatis.
Og den benovede halvdel af verdens befolkning blev da også hensat i dyb grublen da en ny, revolutionerende teknologi frembragte et hygiejnebind med vinger. I’m not kidding: vinger! Og for kun en måneds tid siden blev et nyt product lanceret med “thermo-control.” Wow.
Min kone er nået alderen, hvor månedlige PMS-problemer er erstattet af termostat-problemer, så måske er “thermo-control” en idé til hendes fødselsdag . . . selvom jeg nok slipper bedre af sted med en god bog.
Jeg synes, det er et spændende felt. Jeg tror, vi snart ser produkter som er selvlysende (ideelt til kvinder på campingtur), er designet a’ la Blackbeard (se billede) eller har en lille chip indbygget som, under de rigtige omstændigheder, vil afspille en lille jingle:
Kotex er min bedste ven,
blot hør det bud de bringer:
Når “dagene” er her igen,
så svæver jeg på vinger.
Jovist, der er stadig plus-dage i horisonten.
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
-
























Kommentarer
PLUS dag
Hej Gunn - glad for at jeg kunne lave en 'almindelig' dag til en PLUS dag.
Har haft en masse MINUS dage med computer problemer; PMS betyder vist Pokkers Microsoft Systems!!
knus fra 39 grader Miami
Torben
Tak...
...for din ærlighed og super sjove indsigt i, hvad - nok de fleste mænd tænker om vores "lækagestoppere" - meget erotikdræbende ord, men; erotikdræbende ord til erotikdræbende "situation"... :)
Ha haha!
Med den dejlige artikel fik jeg lige en PLUS dag ha ha:-)