Begyndelsen til enden?

Artikeltype: Debat

Tema: Politik og Samfund

 
Det er altid en fantastisk oplevelse at se rumfærgerne stige til vejrs i en kolossal kugle af ild og med en øredøvende torden, en oplevelse, som giver gåsehud og som overvælder ved sin enorme demonstration af teknologisk perfektion. Men ved årets udgang er det slut.
 
Teknologisk triumf
USAs rumprogram har været en kilde til stolthed, lige siden præsident Kennedy i maj 1961 inspirerede en hel generation med løftet om at sende en mand til månen inden årtiets udgang. Der lå naturligvis en klar politisk profilering i dette mål, fordi Sovjetunionen havde taget USA på sengen med Sputnik i 1957 og med Yuri Gagarin blot en måned forinden. Men det var den unge præsidents udfordring til en nation, som på kun 15 år siden Anden Verdenskrig havde rejst sig som en stormagt - en udfordring, man tog op med begejstring.
Fra sin spæde start med Mercury Raketprogrammet gik det hurtigt. John Glenn blev USAs første astronaut i februar 1962, og Gemini Programmet fulgte op med mange bemandede flyvninger, indtil det afløstes af Apollo Programmet, som i løbet af blot et par år kulminerede med Apollo 11’s landing på Månen i juli 1969.
Der har været mange triumfer – og få tragedier – i rumprogrammet i de fire artier, som er gået siden månelandingen. Rumfærgerne, som blev bygget for at kunne sende mandskab og materiel op til International Space Station og bringe Hubble teleskopet i kredsløb (og siden vedligeholdet det), er kulminationen på 50 års tekniske og videnskabelige præstationer.
 
Budgetproblemer
Men det har kostet! Da NASA blev stiftet i 1959 var budgettet 0.5 mia kroner; idag er det næsten 100 mia kroner. En trediedel af pengene går til rumfærgeprogrammet, og en fjerdedel går til grundforskning.
Præsident Bush talte om at sende en mand til Mars, og Præsident Obama har hele tiden ønsket en tilbagevenden til Månen, dels som mål for yderligere udforskning, men også som platform for en mission til Mars.
Men så ramte den økonomisk krise, og i stramme tider anser mange det for en luksus at bruge 100 milliarder kroner på . . . hvad?
Og i spørgsmålet ‘hvad’ ligger problemet. NASA har ikke kommunikeret en klar målsætning for sit rumprogram i de næste 10 år. Der er tanker om det ene og det andet, men ikke nogen vision og ikke noget svar på, om det måske i virkeligheden ville være bedre – og i hvert fald billiegere – at anvende ubemandede rumsonder. Succesen med de to kørende robotter på Mars har givet dette argument vind i sejlene.
I sidste uge meddelte Præsident Obama, at rumfærge-programmet slutter ved udgangen af 2010.
 
Et spørgsmål om sjæl
Vi tænker sjældent over, hvorfra små såvel som store daglige tekniske fremskridt kommer, men mange af dem er kommet som resultat af rumprogrammet, direkte eller indirekte. De færreste ved, for eksempel, at stregkoderne, som vi kender fra alle de varer, vi køber, blev udviklet under månelandingsprojekter for at kunne holde styr på de over en million enkelt komponenter, som indgik i Apollo-raketten og landingsmodulet. Mange af de materialer vi i dag anvender fra Velcro til keramiske materialer, udvikledes som en del af rumprogrammerne, fordi nye løsninger var påkrævet.
Men betydningen af rumrpogrammerne rækker langt ud over det tekniske. Det er et spørgsmål om nysgerrighed, om at finde svar på det, som gemmer sig bag horisonten, om at møde udfordringer, som er umenneskelige, og som vi ofte ikke har nogen ide om, hvordan skal mødes. Det er et spørgsmål om sjæl.
Da Livingstone udforskede Afrika og fandt Victoria Falls, da Amundsen og Scott krydsede Antarktika på vej til Sydpolen, og da Edmund Hillary besteg Mt. Everest, var det med et formål alene: At gøre det fordi ingen havde gjort det før og for at se, om det overhovedet kunne lade sig gøre. Det var ikke fordi, “det kunne betale sig.”
Rumforskning er et udtryk for vores stræben efter viden, for at forstå sammenhænge, for at forklare vores plads i universet. Jovist, er 100 milliarder kroner mange penge, men det er immervæk kun 1% af det samlede amerikanske nationalbudget.
Hvis Endeavors majestæstiske opstigning mandag morgen virkelig er en af de sidste, og der ikke er nogen klar formulering af, hvad det skal komme i stedet, bliver vi allesammen meget fattigere.