ANZAC Day i Australien

Artikeltype: Reportage

Tema: Politik og Samfund

 I Australien har man afholdt ANZAC Day for deres veteraner i 93 år – så det vil næppe være en nyhed, der vækker til efterretning i Danmark. Men er det en begivenhed, der tåler sammenligning med den 5. september - Danmarks nye flagdag?
 

 
En Australsk mindedag for veteranerne
“Vi skal tidligt op i morgen,”
- formanede min vært mig. Selv om jeg som gammel kaptajn og kompagnichef i Hjemmeværnet, var helt på det rene med, at dagen i morgen var den 25. april – ANZAC Day. Dagen, hvor alle veteraner bliver mindet overalt i Australien. Men, hvorfor skal man så tidligt op på denne dag?
”Det er ANZAC Day”
- understregede min vært mig.
”Jeg vidste godt, at det er en national fridag i Australien, men, men?”
- jeg var lidt på den, i min verden i Danmark, er en national fridag det samme som en fridag, hvor man kan sove længe, og i det hele taget gøre som man nu havde lyst til.
”Hvorfor skal vi så tidligt op?”
- ikke fordi jeg havde noget imod at stå tidligt op, men der måtte, et eller andet sted, være en forklaring på, at netop på denne dag, står man tidligt op i Australien.
”Aner du overhovedet, hvad ANZAC Day er, og hvilken betydning den har for hele Australien?”
Min vært pegede på træskjoldet på væggen, hvorpå ”The Australian Army”, den opgående sol’s symbol, sad i midten af træskjoldet.
Nu begyndte det langsomt, meget langsomt, at gå op for mig, at i Australien betyder denne dag, en del mere end hvis det havde foregået i Danmark.
 
ANZAC Day
Kort fortalt står ANZAC Day for “Australian New Zealand Army Corps Day”. Datoen, den 25. april, blev officielt navngivet i 1916, der i dette år blev markeret ved en bred variation af ceremonier og militærtjenester i hele Australien.
Efter australiernes mening, har ANZAC Day en større betydning for en australier, end selve juleaften/morgen. Sat i forhold til den nye danske flagdag, den 5. september, har vi danskere en del at leve op til!
 
Den 25. april i Hobart
Meget tidligt om morgenen, den 25. april 2007, forlod vi lejligheden i Bathurst St. i Hobart, for at køre ud til det store mindesmærke for de australske soldater, der havde opereret for fredsskabende missioner verden over.
Vi var meget tidligt på færde – troede vi, for vi havde ikke kørt ret langt, før vi så en stadig større strøm af biler, der havde samme køreretning. Alle var på vej til det store mindesmærke. Da vi nærmede os vort bestemmelsessted, så vi mange gående mennesker, der var på vej i samme retning.
Det var stadigt mørkt, og kun lyset fra Hobarts gader lyste op – stedet, hvor vi var på vej hen, var helt indhyllet i mørke.
Bilen svingede ind mod et større græsareal, hvor der stod ventende kontrollører, der med stor øvelse, dirigerede de mange biler sikkert ind på det store mørke græstæppe. Trods mørket, parkerede bilerne sig som på samlebånd, hvorefter de mange mennesker begav sig op af bakken mod mindesmærket.
Jeg kunne ikke se en pind foran mig, alt var mørkt, men alle vidste åbenbart hvor de skulle hen, så det var bare at følge trop.
Langsomt blev vor skridt kortere og kortere, for til sidst, at gå helt i stå – vi stod nu som sild i en tønde, og foran mig kunne jeg lige skimte den store obelisk, der rejste sig op i mørket – mindesmærket, som var målet for alle der var samlet på denne tidlige morgen.
På hvert hjørne af mindesmærket, var der placeret en æresvagt – kun lyden af gangen fra nytilkomne mennesker hørtes, ingen sagde en lyd. For mig, som dansker, havde jeg aldrig oplevet noget lignende – et helt land, med dyb respekt for deres soldaters indsats gennem årene, var samlet her.
 
Solen står op
Tiden for daggryet indfandt sig – og vi hørte sinalhornets klang, det officielle tidspunkt for ANZAC Day blev indledt. Herefter fulgte præstens tale, en bøn og korsang. Alle stod med dyb respekt og hørte på, og da ”Fader vor” blev afsagt, var det med alle de tilstedeværendes stemmer. Præsten takkede for deltagelsen, og snart var vi igen på vej tilbage til bilerne. Tilbageturen gik lige så smertefrit som vi var ankommet, det var tydeligt, at alle havde prøvet dette gentagne gange før.
 
De store marcher i Hobarts gader
Dagen var kun lige startet, og det store optog af militære enheder, med veteraner fra alle mulige indsatssteder i verden, skolebørn, spejdere m.v. startede kl. 11:00. Stedet var, hvor Harrington St. og Macquarie St. krydser hinanden, med direkte kurs mod ANZAC mindesmærket.
Hele Macquarie St. var fyldt op med marshdeltagere – og ikke nok med det, sidegaderne til Macquarie St. var også fyldt op med deltagere, som ved et signal, marcherede ud på Macquarie St. for at slutte sig til kæmpemarchen. Det var et fantastisk syn – aldrig havde jeg oplevet noget lignende.
Der var veteraner fra Korea, Vietnam, kampenheder der var uddannet til at blive sendt ud i verdens brændpunkter. Politikorps, lottekorps, FN’s Cypernkorps – sækkepiber og trommer, rekrutter der febrilsk forsøgte at holde takten.
Vi havde placeret os i krydset ved Murray St. og Macquarie St. her var der ikke så mange mennesker, da de fleste tilskuere havde stille sig for enden af Macquarie St., for at følges med marchdeltagerne op til ANZAC mindesmærket. Fordelen ved vor placering var, at vi kunne få nogle fantastiske billeder og videooptagelser. Bagdelen var, at der var en del der gik tabt i den anden ende – men vi fik nogle uforglemmelige billeder.
 
Børn og unge mennesker med medaljer
Jeg undrede mig over, at jeg kunne se unge mennesker – ja, endda børn med brystet fuld af medaljer, marchere blandt gamle veteraner. Forklaringen var ligetil, at når fanebæreren falder, bliver fanen samlet op af den næste – altså, når en veteran dør, går søn/datter, eller et barnebarn med i marchen iført den afdødes metal.
Denne oplevelse står stadig printet i min hukommelse, men et spørgsmål står endnu tilbage i mig – yder vi i Danmark, det samme for de FN-veteraner, der i sin tid blev udsendt i Gaza, Cypern m.v. igennem kammeratstøtteordningen – set i forhold til vor udsendte soldater efter 1992? Er der noget om begrebet ”Den Glemte Mission?”
Dette spørgsmål vil jeg skrive om i et andet indlæg.