Tager tyren ved hornene
Afgørelsens time er kommet.
Det catalanske parlament skal i dag beslutte, om tyrefægtning skal forbydes for altid. Der er lagt op til en meget spændende afstemning om en af de mest omdiskuterede spanske, kulturelle festligheder. Hvis forbuddet bliver vedtaget, vil Catalonien være den første på det spanske fastland, der afviser tyrefægtning. De Canariske Øer forbød tyrefægtning i 1991.
Det var her til formiddag stadig uklart, hvorvidt det lykkes modstanderne af tyrefægtning at samle flertal. 85 parlamentarikere fra CiU og PSC har fået grønt lys til at stemme efter overbevisning, mens det konservative parti PP har pålagt sine medlemmer at stemme imod. Venstrefløjs-koalitionen ICV og ERC vil derimod stemme for. Hovedparten af medlemmerne af det regerende katalanske socialistparti PSC vil stemme imod forslaget, mens nationalistpartiet CiU formentlig vil stemme for.
Afstemningen i parlamentet er kulminationen på flere års kamp fra organisationen Prous (”NU er det nok”), som kræver et forbud. En indsamling har tidligere resulteret i 180.000 underskrifter mod det, organisationen betragter som dyrplageri.
”Vi forstår, at det er en tradition, men nu er det tid til at få gjort en ende på denne blodige forestilling. Der er andre traditioner, som er vigtigere”, siger Silvia Barquero, talskvinde for det lille anti-tyrefægtningsparti, Pacma.
Hvis forbudet bliver vedtaget, skal det være fuldt indført om to år. Hermed mener forslagsstillerne, at der tid nok til at afvikle de seks tyrefægter-arenaer, der findes i Catalonien.
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
-


















