Fort Miami
Kolossalt sikkerhedsopbud
omkring SuperBowl XLIV
Miami er belejret. Det indtryk får man når man læser og hører om sikkerhedsforberedelserne op til SuperBowl XLIV. Og hvis man er på Miami Beach eller i områderne omkring de to holds indkvartering, er man ikke i tvivl. Det ligner en politistat.
National Football League (NFL), som arrangerer SuperBowlen, har afsat næsten 35 millioner kroner til security og ansat 1200 ekstra sikkerhedsbetjenete for at sikre ro og orden før, under og efter kampen. Og det er udover politets ekstra beredskab.
USA’s nationale sikkerhedsvæsen, Homeland Security, har aktiveret 64 afdelinger og mere end 250 special agenter til at håndtere sikkerheden. Alt lige fra etableringen af en sikkerhedszone, 1000 betjente på selve Sun Life Stadium, og metal detektorer, som vi kender fra lufthavnene, til robotter til detonnering af bomber, special overvågningsudstyr og TV monitorering af tilskuerne, er i sving 24 timer inden kampen.
Havne og strande bliver overvåget, og fra kl. 16 og indtil midnat om søndagen er der overflyvningsforbud for privatfly inden for en 15 km zone, og kun hvis man har speciel tilladelse, må man flyve inden for 15 til 45 km zonen.
Selv tilskuernes aktiviteter er begrænset. Man må medbringe en mindre kikkert til kampen, men det er også alt. Hverken kameraer, camcorders, paraplyer, bolde, o. lign. er tilladt og vil blive konfiskeret.
Hvis man ikke vidste SuperBowl var på programmet, ville man tro man havde landet i en krigszone. På den anden side, hvem ville tage ansvaret, hvis noget skulle gå galt?





















