Flykaos i Spanien – igen!

Printer-friendly version

To spanske fagforbund CCOO og UGT har sammen med forbundet af statsansatte i lufthavnenes driftsselskab, AENA, nu præsenteret det officielle strejkevarsel for personalet i alle spanske lufthavne.
Strejkevarslet, der i går blev indleveret til arbejdsministeriet, lægger op til storkonflikt, hvis ledelsen af AENA og fagforeningerne ikke når til enighed.
 
Fagforeningerne truer med at lamme de spanske lufthavne i hele 22 dage i løbet af de næste tre måneder, da de er utilfredse med privatiseringen af AENA og de eventuelt medfølgende forringelser af ansættelsesvilkårene for personalet i de enkelte lufthavne.
 
Den fremlagte kalender ser skræmmende ud. Personalet i AENA, der tæller over 9.600 medarbejdere, planlægger at nedlægge arbejdet fire dage i løbet af påskeferien med virkning fra onsdag den 20. april og frem til og med mandag den 25. april.
 
Personalet vil efterfølgende også strejke på udvalgte dage i løbet af maj, juni og juli måned, der alle falder sammen med vigtige feriedage som Store Bededag (20. maj), 1. pinsedag (13. juni) og starten på industriferien.
 
Truslen om en storkonflikt har allerede nu fået konsekvenser. Flere tusinde hoteller på fastlandet, De Kanariske Øer og Mallorca er begyndt at modtage afbestillinger af hotelværelser fra turister, der tvivler på, om de overhovedet vil kunne nå frem til deres feriemål i Spanien.
 
Konflikten kan dog blive løst inden da. Ledelsen af AENA mødes allerede i morgen med repræsentanter for de tre fagforbund.
 
Allerede fredag udsendte fagforeningerne anbefaling af, at man skulle benytte lejligheden til at bytte sine flybilletter, hvis man havde købt til påskeferien.
 
Turismen er en hovedindtægt for Spanien med mere en 44 millioner turister hvert år. Af dem er de 15 millioner briter og avisen 'The Daily Telegraph' er allerede på banen med advarsler om risikoen for, at rejserne til solens land ikke kan gennemføres.
 
Selvom strejkerne ikke bliver til noget, er en stor del af skaden altså allerede sket, med mindre den meget hurtigt bliver afblæst.
Frygten i sig selv får mange til at aflyse og i stedet vælge sikrere destinationer.
- De europæiske flyselskaber og deres passagerer led i december 2010 under flyveledernes strejke, og nu har vi en anden strejke truende på den spanske jord, siger RyanAir-boss Michael O'Leary til The Daily Telegraph.
 
Den kontroversielle chef opfordrer nu EU til tage de nødvendige forholdsregler, så selskabets passager ikke skal lide under AENA-medarbejdernes egoisme.
 

About Jesper Sander Pedersen

Verdensdel
Europa

Land:
Spanien