Betal mere skat - frivilligt!

Printer-friendly version

Pyh! Så er løsningen her endelig! Går du rundt og føler, at du tjener for mange penge og ikke bidrager tilsvarende nok til fællesskabet, så kan du nu ånde lettet op. Et hvilket som helst beløb, som du finder passende at betale ekstra i skat, kan du nemlig bare sætte ind på en særlig konto, som Skatteministeriet har oprettet til ”borgere, der gerne vil betale mere i skat”.

Og selvom det måske lyder som en røverhistorie, så er der faktisk allerede 180 danskere, der har benyttet sig af muligheden for at betale lidt ekstra, siden kontoen blev oprettet i slutningen af maj. Og det er altså ikke restskat eller andre lovpligtige skatter og afgifter, der er tale om.

Skatteministeriet oplyser til berlingske.dk, at der mandag stod 17.500 solide danske kroner på kontoen.
 
Tiltaget skyldes, at en borger havde henvendt sig til Skatteminister Troels Lund Poulsen (V) og ytret ønske om at betale mere i skat. Og det syntes ministeren da var en storartet idé.
 
- Pengene, der kommer ind, går til at afvikle vores gæld, så det er et godt formål, sagde ministeren til Jyllands-Posten i sidste uge, efter at han fra Folketingets talerstol havde fortalt om kontoen.
 

About Karoline H. Larsen

Verdensdel
Europa

Land:
Danmark